Aktiestatus: Cykliske aktier løftes til tops i gennemsyret grønt C25

Penge
Eksklusivt for kunder
04. dec 2019 KL.11:54

En positiv stemning har bidt sig fast i det danske aktiemarked onsdag middag, hvor samtlige aktier i det danske eliteindeks har iklædt sig grønt, efter forlydender om at Kina og USA er tæt på at nå til enighed i handelskonflikten.

Det nyder særligt de cykliske aktier godt af, hvor DSV Panalpina og Rockwool er blandt de mest stigende aktier i indekset med stigninger på henholdsvis 1,6 pct. til 741,80 kr. og 1,4 pct. til 251 kr.

- Ligesom de andre dage er det handelskonflikten, der er i fokus i dag, og i dag er det så i den positive retning, efter at der er kommet en melding på Bloomberg News om, at Kina og USA skulle være tæt på en aftale på trods af den negative retorik, der har været på det seneste. Det fik markedet til at tage et ordentligt spring op, forklarer Christian Thatje, senioraktiehandler hos Sydbank.

- Det viser, at markedet stadig bliver meget påvirket af udmeldinger i handelskonflikten. I dag er det en lille befrielse, men det kan ikke afvises, at der i morgen kommer en modsatrettet melding igen. Det er virkelig frem og tilbage for tiden, tilføjer han.

C25-indekset går samlet frem med 0,9 pct. til 1225,78.

ØRSTED HAR INDGÅET TIÅRIG AFTALE

Godt nyt er der onsdag til Ørsted, som har kunnet berette, at selskabet har indgået en tiårig elkøbsaftale med den tyske kemivirksomhed Covestro.

Selskabet vil aftage 100 megawatt (MW) strøm fra Borkum Riffgrund 3-projektet i Nordsøen. Projektet, der opføres og drives uden tilskud, får en kapacitet på 900 MW og ventes sat i drift i 2025.

- Ørsted nyder godt af den aftale, de har fået med tyskerne, siger Christian Thathje. Ørsted-aktien stiger 0,8 pct. til 618,60 kr.

Genmab, der har fået hævet sit kursmål til 1480 kr. fra 1160 kr. af Morningstar, stiger 1 pct. til 1609,50 kr. Morningstar gentager anbefalingen "sælg".

Forsikringsaktierne Topdanmark og Tryg har været under luppen hos britiske Barclays, der løfter kursmålet for begge aktier.

For Topdanmarks vedkommende er kursmålet løftet med en tier til 347 kr., mens kursmålet for Tryg-aktien er hævet 8 kr. til 233 kr. Barclays har fortsat størst fidus til Tryg, der får anbefalingen "overvægt", mens Topdanmark får anbefalingen "ligevægt".

Topdanmark falder 0,2 pct. til 315,20 kr., mens aktien i Tryg stiger 0,4 pct. til 195,80 kr.

Finanshuset Pareto Securities har sænket anbefalingen af luftfartsselskabet SAS' aktie til "hold" fra "køb".

Kursmålet er samtidig løftet til 14,13 kr. fra 11,12 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. SAS-aktien stiger onsdag middag 1,7 pct. til 14,11 kr.

B&O OG NNIT HAR INDGÅET AFTALE

NNIT, der er leverandør af it-services og konsulentydelser, har indgået en ny aftale med Bang & Olufsen, som skal flytte en stor del af selskabets it-infrastruktur over i en cloud-baseret løsning.

Det meddelte selskaberne onsdag formiddag.

NNIT skal tage sig af den transition, og i løbet af de næste fem år skal it-selskabet fortsat hjælpe B&O med at "vælge og optimere brugen af de mest relevante løsninger."

Aktien i NNIT falder 0,2 pct. til 100,40 kr. B&O-aktien stiger 1,7 pct. til 37,76 kr.

Pandora har onsdag på en ekstraordinær generalforsamling valgt Peter A. Ruzicka ind i bestyrelsen med forventning om, at han skal være ny formand efter Peder Tuborgh. Aktien stiger 0,8 pct. til 264,90 kr.

/ritzau/FINANS