Aktier: USA-åbning iklædt håbets farve

Penge
Eksklusivt for kunder
23. maj 2014 KL.16:00

Helt som ventet er de amerikanske aktier klædt i håbets farve fra start fredag, om end stigningerne er ganske forsigtige.

Det brede S&P 500-indeks stiger med 0,2 pct. efter knap 10 minutters handel, mens Nasdaq-indekset løftes 0,3 pct., og Dow Jones-indekset stiger med 0,2 pct.

Markedet kigger - udover de sidste regnskaber for første kvartal, der stadig skyller ind - blandt andet efter tallet for salget af nye boliger for april, der offentliggøres klokken 16.00. Her venter økonomerne et salg af 425.000 enheder ifølge estimater fra Bloomberg News.

På selskabssiden er der blandt andet fokus til Foot Locker, der har afleveret regnskab for første kvartal før markedets åbning.

Skokæden, der har butikker i omkring 20 lande på verdensplan og hører hjemme på Manhattan i New York, havde et flot kvartal, hvor omsætningen ramte 1,87 mia. dollar mod ventet 1,79 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det sammenlignelige salg, dvs. salg i de butikker, der har været åbne i mere 12 måneder, steg med 7,6 pct., og på bundlinjen realiserede Foot Locker et justeret overskud per aktie på 1,11 dollar mod ventet 1,06 dollar blandt analytikerne.

Foot Locker-aktien stiger med 2,5 pct. til 49,39 dollar i den tidlige handel.

Computerspil- og underholdningskæden Gamestop, der driver knap 7000 butikker i 17 lande, afleverede sent torsdag et flot regnskab for første kvartal, hvor særligt udsigterne ser pæne ud.

Gamestops omsætning i kvartalet på 2 mia. dollar var helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News, mens bundlinjen var en smule bedre med en indtjening per aktie på 0,59 dollar mod ventet 0,57 dollar.

I andet kvartal venter Gamestop en vækst i det sammenlignelige salg på 12-19 pct., mens indtjeningen per aktie ses lande på mellem 0,12 og 0,20 dollar. Analytikerne venter her et resultat på 0,17 dollar.

Særligt udsigten til en stor salgsfremgang ser ud til at glæde investorerne, og Gamestop-aktien stiger med 6,2 pct. til 39,15 dollar fra start.

/ritzau/FINANS