Aktier: Overvejende røde tal i Asien oven på negativ mandag med virusfrygt

396628_16_9_large_677.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
25. feb 2020 KL. 6:39

Der er overvejende røde tal på de asiatiske børser tirsdag, om end det ikke er i den størrelse, som det europæiske og amerikanske marked mandag lukkede med.

Her blev aktiemarkedet ramt af store fald på grund af fornyet frygt omkring spredningen af det kinesiske coronavirus, hvilket sendte de ledende amerikanske indeks ned med 3,4-3,7 pct.

Over weekenden blev flere italienske byer sat i karantæne oven på flere dødsfald, ligesom at antallet af infektioner i Sydkorea steg til over 700 med syv dødsfald.

"Hvis rejserestriktioner og forstyrrelser i leveringskæden spreder sig, kan effekten på den globale vækst blive mere omfattende og vare længere," siger Jonas Glotermann fra Capital Economics til Reuters.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er tirsdag på vej mod et fald på 3,3 pct., mens Topix-indekset - også i Tokyo - ligger til et minus på 3,2 pct.

Det japanske marked var mandag lukket på grund af kejserens fødselsdag, og de to indeks har derfor et efterslæb i forhold til mandagens fald for de andre aktieindeks.

Shanghai Composite og CSI 300 oplever en tilbagegang på henholdsvis 2,0 og 1,6 pct. og har ifølge Reuters i løbet af handelsdagen ligget med fald på omkring 3 pct. - de største fald i tre uger.

Her var dog mandag kun mindre fald i størrelsesordenen 0,3-0,4 pct., da kursfaldene blev begrænset på grund af forventningen om mere stimulus fra myndighedernes side.

Det australske ASX-200-indeks falder med 1,6 pct. oven på gårsdagens fald. I Taiwan er Taiex-indekset i plus med 0,2 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger 1,1 pct. efter fald mandag.

Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 0,1 pct.

Futures for de ledende amerikanske aktieindeks stiger 0,7-1,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -3,3
Topix -3,2
Hongkongs Hang Seng -0,1
China Shanghai Composite -2,0
China CSI 300 -1,6
Taiwan Taiex +0,2
Sydkoreas Kospi +1,1
Indiens BSE Sensex +0,3
Singapores STI +0,8
Sydney ASX 200 -1,6


Indeksværdi klokken 06.05

/ritzau/FINANS