Aktier i Europa: Belgisk teleselskab får klø for manglende 2020-prognose

Penge
Eksklusivt for kunder
21. feb 2020 KL.13:44

Nervøsitet præger for anden dag i træk de europæiske aktiemarkeder fredag, hvor investorerne sender aktierne en spids ned.

Det tyske DAX-indeks bakker 0,1 pct., det britiske FTSE 100-indeks falder 0,2 pct., og det franske CAC 40-indeks går 0,1 pct. tilbage ved middagstid fredag.

Det er blandt andet bekymringerne for en spredning af coronavirusset uden for Kina, der igen er med til at sætte en kæp i hjulet for nye stigninger på aktiemarkederne.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,1 pct., og særligt det belgiske telekommunikationsselskab Proximus trækker ned.

Selskabet, der er noteret på børsen i Bruxelles, bliver straffet med et kursfald på 4,4 pct., efter at Proximus afholdt sig fra at offentliggøre nye forventninger for 2020 i forbindelse med årsregnskabet for 2019.

Den justerede omsætning landede ellers præcis som ventet på 1,45 mia. euro i fjerde kvartal, mens det justerede driftsresultat før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBITDA) endte en spids lavere end forventet.

Proximus vil først offentliggøre prognosen for 2020 på en kapitalmarkedsdag den 31. marts, og det har sat gang i spekulationerne om, at øgede investeringer vil påvirke udbytteniveauet til aktionærerne, skriver Bloomberg News.

Det franske it-konsulentselskab Sopra Steria bliver omvendt belønnet for et overraskende godt regnskab for hele 2019.

Omsætningen landede ganske vist som ventet, men driftsindtjeningen endte ifølge Bloomberg News højere, end analytikerne havde forudset.

Sopra Steria annoncerede også fredag morgen, at selskabet har underskrevet en eksklusiv aftale om at købe Sodifrance, der er et franske selskab, som beskæftiger sig med digitale serviceydelser.

Investorerne sender aktien op med 6,8 pct. på børsen i Frankrig fredag.

/ritzau/FINANS