Aktier: Gamestop på toppen af forsigtige stigninger

Penge
Eksklusivt for kunder
23. maj 2014 KL.14:47

De amerikanske aktier går umiddelbart en forsigtigt positiv start i møde på denne uges sidste handelsdag, hvor det danske marked ellers er på retur.

Futures, kontrakter, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, indikerer en positiv start i niveauet 0,1 pct. for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

På selskabssiden er der blandt andet fokus til Foot Locker, der har afleveret regnskab for første kvartal før markedets åbning.

Skokæden, der har butikker i omkring 20 lande på verdensplan og hører hjemme på Manhattan i New York, havde et flot kvartal, hvor omsætningen ramte 1,87 mia. dollar mod ventet 1,79 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det sammenlignelige salg, dvs. salg i de butikker, der har været åbne i mere 12 måneder, steg med 7,6 pct., og på bundlinjen realiserede Foot Locker et justeret overskud per aktie på 1,11 dollar mod ventet 1,06 dollar blandt analytikerne.

Foot Locker-aktien stiger med 2,2 pct. til 49,22 dollar i det amerikanske formarked.

Computerspil- og underholdningskæden Gamestop, der driver knap 7000 butikker i 17 lande, afleverede sent torsdag et flot regnskab for første kvartal, hvor særligt udsigterne ser pæne ud.

Gamestops omsætning i kvartalet på 2 mia. dollar var helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News, mens bundlinjen var en smule bedre med en indtjening per aktie på 0,59 dollar mod ventet 0,57 dollar.

I andet kvartal venter Gamestop en vækst i det sammenlignelige salg på 12-19 pct., mens indtjeningen per aktie ses lande på mellem 0,12 og 0,20 dollar. Analytikerne venter her et resultat på 0,17 dollar.

Særligt udsigten til en stor salgsfremgang ser ud til at glæde investorerne, og Gamestop-aktien stiger med 5,6 pct. til 38,95 dollar i formarkedet.

/ritzau/FINANS