Aktier: Forsigtig åbning i USA oven på jobrapport

Penge
Eksklusivt for kunder
04. apr 2014 KL.16:12

Det amerikanske aktiemarked åbner fredagen i uens retning, efter at den offentliggjorte amerikanske jobrapport viste lovende takter trods en lidt skuffende jobskabelse i marts, der dog blev opvejet af, at antallet af nye jobs i de to foregående måneder blev revideret op.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,2 pct. Dow Jones-indekset sigter ligeledes mod en stigning på 0,2 pct., mens Nasdaq 100-indekset falder 0,2 pct.

Præcis en time før handelsstart på Wall Street blev den vigtige amerikanske jobrapport offentliggjort. Rapporten viste en jobskabelse uden for landbruget på 192.000 i marts mod ventet 200.000 personer.

Der var dog en positiv nyhed i, at antallet af nye job i januar og februar samtidig blev justeret op med 37.000 personer. Den samlede ledighed viste et uændret niveau på 6,7 pct. mod ventet 6,6 pct.

- Med til billedet hører, at jobskabelsen i januar og februar blev justeret op med hele 37.000 jobs. Set i lyset af det hårde vejrlig, som USA har oplevet i denne vinter er denne opjustering væsentlig, vurderer Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, i en kommentar.

"Vi er derfor forsat af den opfattelse, at opsvinget har slået solidt rod på den amerikanske prærie, hvilket også blev bekræftet af det vigtige ISM-tal for fremstillingssektoren, som blev offentliggjort tidligere på ugen," konkluderer han.

Mylan i søgelyset

På selskabsfronten er der nyheder fra medicinalselskabet Mylan Pharmaceuticals. Mylan kom i søgelyset efter rygter i Financial Times om, at selskabet have lagt en føler ud til svenske Meda om et eventuelt køb. Kørt før handelsstart bekræftede Meda, at selskabet havde fået en foreløbig henvendelse fra Mylan om en kombination af de to virksomheder, men at forslaget var blevet afvist.

I formarkedet lå Mylan til at stige knap 12 pct., men på trods af, at Meda har afvist frieriet, åbner Mylan fredagen i plus med en stigning på 6 pct. til 52,75 dollar.

Mexicanske Desarrolladora Homex åbner ligeledes fredagen i positivt terræn. Byggefirmaet har meddelt, at man er i dialog med milliardæren Sam Zell om et lån på 137 mio. dollar., som ifølge Bloomberg News skal finansiere byggeriet af 8000 huse.

Desarrolladora Homex stiger efter få minutters handel 5,5 pct. til 1,33 dollar.

Samme positive tendenser kan spilkæden Gamestop notere sig. Gamestop, der blandt andet har butikker i Australien, USA, Canada og Europa, har fået hævet sin anbefaling af Bank of America til "buy" fra "neutral", mens kursmålet er løftet til 56 dollar fra 43 dollar.

Gamestop-aktien stiger i kort inde i fredagens handel 1,9 pct. til 45,2 dollar.

/ritzau/FINANS