Aktier: Europa slingrede om status quo med Ferrari i toppen

368037_16_9_large_217.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
29. aug 2018 KL.18:01
De europæiske aktiemarkeder slingrede onsdag med små bevægelser omkring status quo i forhold til tirsdagens lukkeniveau på 385,46 for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Og ved lukketid lå indekset beskedne 0,3 pct. højere i 386,58.

Dermed fulgte markederne den tendens, der indfandt sig allerede tirsdag aften, efter en dag der ellers var præget af stigninger inspireret af en fornyet handelsaftale mellem USA og Mexico, som måske også kan komme til at omfatte Canada.

På de store markeder faldt FTSE 100-indekset i London 0,7 pct., mens CAC 40-indekset i Paris og det tyske DAX-indeks steg 0,3 pct.

I toppen af Stoxx 600-indekset sluttede tyske Sartorius 5,0 pct. højere uden at der var specifikke nyheder om selskabet, der producerer præcisionselektronik til blandt andet laboratorier.

Med i den europæiske top var også Ferrari-aktien, der steg 4,1 pct., i forventning om at den nu bekræftede børsnotering af den britiske kollega Aston Martin vil give mere opmærksomhed til Ferraris positive regnskabspræstationer. Storbanken HSBC har i øvrigt opgraderet sin anbefaling af Ferrari til "køb" fra "hold".

På skyggesiden i Stoxx 600-indekset faldt spanske Inditex 5,9 pct., efter at Morgan Stanley havde sænket sin anbefaling af detailkæden, der er kendt for Zara-butikkerne, til "undervægt" fra "ligevægt".

Bundskraberen var det franske betalingsselskab Imgenico Group med et fald på 6,2 pct.

/ritzau/FINANS