Aktier: DSV og Genmab fører an i C20-bussen

339845_16_9_large_654.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
13. feb 2017 KL.12:07

Rekordkurser hos DSV og Genmab sender det danske aktiemarked i plus mandag, hvor aktiviteten er til den lave side som følge af vinterferien.

Den positive stemning betyder, at C20 Cap-indekset har kurs mod det højeste niveau nogensinde, hvilket kan blive den tredje rekord i år, hvis det holder hjem. Omkring middagstid stiger indekset 0,3 pct. til 1072,24.

- Det amerikanske aktiemarked lukkede i rekord i fredags, og det smitter af på stemningen i Europa. Det er fortsat amerikansk politik, der er den store drivkraft i aktiemarkedet, siger Mikkel Duus-Hansen, der er aktieanalytiker i Spar Nord.

- I sidste uge tog markederne pænt imod meldinger om skattelettelser, og nyt fra Donald Trump vil formentlig også være fokuspunktet i den her uge, hvor der ikke er nogen regnskaber fra store danske virksomheder, og markedet er præget af vinterferie, siger han.

Han peger dog på, at der tirsdag vil være fokus på tyske BNP-tal og en tale om økonomi fra chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, til politikerne i Kongressen.

VARME OM DSV

I toppen af C20-indekset ligger DSV, som stiger 2,2 pct. til 349,90 kr., hvilket er det højeste nogensinde for transportaktien.

Efter fredagens regnskab for fjerde kvartal, der landede nogenlunde som forventet, har amerikanske Jefferies løftet kursmålet med 7 pct. til 400 kr. og gentaget sin købsanbefaling.

- Der har været lidt opfølgning på DSV's regnskab i fredags, hvor flere analytikere har skruet lidt op for estimaterne, og det er nok også det, der driver aktien, siger Mikkel Duus-Hansen fra Spar Nord.

I toppen af C20 ligger også Nets, der får opmærksomhed i den svenske avis Dagens Industri, som kan berette, at betalingsselskabet har fremgang i Sverige. Nets-aktien stiger 1,6 pct. til 120,20 kr.

GENMAB MOD REKORD

I slipstrømmen følger Genmab med et hop på 0,8 pct. til 1435 kr., uden at der nyt fremme om biotekselskabet. Holder fremgangen resten af mandagen, vil det være ensbetydende med en lukkerekord.

Modsat oplever Novozymes og Vestas begge kursfald i underkanten af 1 pct.

Uden for C20 fortsætter FLSmidth frem efter sidste uges overraskende pæne regnskab, hvor ingeniørkoncernen kunne fremvise et uventet plus i selskabets minedivision, der ellers har været under stort pres gennem flere år.

Svenske SEB har hævet anbefalingen til "hold" fra "sælg", mens Handelsbanken har hævet kursmålet til 350 kr. fra 315 kr.

Aktien stiger 0,9 pct. til 356,30 kr. og er steget over 13 pct. siden regnskabet i torsdags.

Mandag har ingeniørselskabet fået nyt fra Finland, hvor Outotec, der også leverer udstyr til mineindustrien, har været i ilden med sit regnskab.

Outotec har haft tilbagegang på driften på trods af en bedre end ventet salgsudvikling i fjerde kvartal af 2016 og stigende ordreindgang. Alligevel stiger aktien 4 pct. på børsen i Helsinki.

/ritzau/FINANS