Aktier: Boligsalg trækker USA i fredagsrekord

283601_16_9_large_630.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
23. maj 2014 KL.22:17

Der var plusser til de amerikanske aktier for tredje dag på rad, og den rekord, som det ledende S&P 500-indeks forgæves rakte ud efter i går, den blev nået i dag.

Det brede S&P 500 steg 0,4 pct. og lukkede i sit hidtil højeste leje, 1900 point. Dow Jones steg 0,4 pct. til indeks 16.606, mens Nasdaqindekset klarede sig endnu bedre og lukkede ugen 0,8 pct. oppe i niveau 4185. Markedet er gået på forlænget weekend, da mandag er Memorial Day, hvor finansmarkederne holder lukket.

Fremgang i salg af nye boliger

Salget af nye boliger steg 6,4 pct. i april, højeste stigning siden oktober, og det svarer til 433.000 enheder på årsbasis.

Boligmarkedet var arnestedet for finanskrisen, der begyndte med store mændger subprimelån, som lånerne i stor stil ikke kunne betale. Det førte til tvangsauktioner i titusindvis, mens banker og realkredit måtte tage store tab.

Boligtallene var godt nyt for en række boligbyggevirksomheder som Pultegroup og D.R. Horton, der begge steg pænt, og det gjorde også S&P's indeks over boligbyggebranchen.

Fyringer vækker investorglæde

Computerfabrikanten Hewlett-Packard steg markant efter meddelelsen om at virksomheden varsler fyring af yderligere 16.000 for at styrke forretningen. Tidligere har HP meddelt, at 34.000 bliver fyret.

Fyringsvarslerne kom oven på det 11. kvartal i træk med vigende salg i takt med at forbrugerne vil have smartphones og tablets i stedet for de traditionelle computere og printere, som HP laver.

Den nye skærpede linje blev godt modtaget på markedet og HP-aktien steg 6 pct.

Computerspil- og underholdningskæden Gamestop var også med fremme efter et kvartalsregnskab, der overgik markedsforventningerne. Gamestop steg 4 pct.

I den tunge ende faldt detailforretningen Aeropostale 24 pct. efter udsigter til større tab en analytikerne havde indregnet i kalkulerne. Aeropostale sælger tøj til børn, men efter seks kvartaler i træk med tab presser investorerne ledelsen for at finde nogle radikale løsninger, eller ligefrem sælge virksomheden.

Marked på autopilot

”Aktiemarkedet er på autopilot med en opadgående tendens. Boligtallene øger forbrugertilliden, nettoværdierne og forbruget. Det er positivt for stemningen og bør være positivt for markedet bredt set,” siger Terry Sandven, chefstrateg hos Bank Wealth Managment, til Bloomberg News.

Og effekten ser da også ud til ramme bredt i disse dage. Russell 2000-indekset med mindre selskaber er steget 2,6 pct. på tre dage efter at være faldet over 9 pct. siden rekorden i begyndelsen af maj på bekymringer for om aktiekurserne har overhalet indtjeningskraften.

Det såkaldte Vix-indeks, der måler udsvingene på aktiemarkedet og ofte kaldes for Frygtens Indeks, faldt 3,7 pct. til indeks 11.58, det laveste niveau i over et år. Vix-indekset er lukket under indeks 15 i 26 dage i træk.