Aktier: Blandet udvikling i Asien efter brexit og kinesiske BNP-data

389658_16_9_large_264.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
18. okt 2019 KL. 6:37
De asiatiske aktier ligger blandet fredag morgen, hvor nogle investorer følger positive strømninger fra USA og Europa efter brexit-aftalen torsdag, mens andre ser med bekymring på den fortsatte opbremsning i den kinesiske økonomi.

"Uanset hvad der blev aftalt i går aftes med EU, er det stadig nødvendigt at få det gennem det britiske parlament. Usikkerheden omkring det har ikke har ændret sig en tøddel," siger handelschef James McGlew fra Argonaut i Perth, Australien, til Reuters.

Kinas økonomi er fortsat under pres fra handelskrigen med USA, hvilket fremgår af dagens første data for væksten i tredje kvartal, der med 6,0 pct. på årsbasis lå under de estimerede 6,1 pct. og 6,2 pct. kvartalet før.

"Jeg tror ikke rigtig, det vil have den store indflydelse på prissætningen i dag. Men vi kan ikke indregne usikkerheden," siger James McGlew og henviser til den videre udvikling i handelsstriden mellem Washington og Beijing.

MSCI's bredeste indeks for aktiemarkederne i Asien/Stillehavet uden for Japan ligger med en stigning på 0,1 pct.

I Tokyo er effekten af brexit-aftalen mest af alt den svækkelse af den japanske yen, der følge med den reducerede usikkerhed.

Det er gode nyheder for de yen-sensitive eksportorienterede virksomheder. Det toneangivende japanske aktieindeks, Nikkei 225, stiger 0,2 pct., mens det bredere Topix-indeks viger 0,3 pct.

De kinesiske markeder på fastlandet er pessimistiske grundet de svage BNP-data. Shanghai Composite, og CSI 300-indekset handles henholdsvis 0,6 pct og 0,7 pct. lavere.

Hang Seng-indekset i Hongkong falder samtidig 0,2 pct.

Taiex-indekset i Taipei og Kospi-indekset i Seoul ligger begge med et minus på 0,3 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 0,4 pct.

Også Sydneys ASX-indeks rammes af de svage kinesiske data grundet Australiens status som råvareleverandør til kinesisk industri. Indekset lukker med et drop på 0,6 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks ligger med fald på godt 0,1 pct.



Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,2
Topix -0,3
Hongkongs Hang Seng -0,2
China Shanghai Composite -0,6
China CSI 300 -0,7
Taiwan Taiex -0,3
Sydkoreas Kospi -0,3
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 -0,6


Indeksværdi klokken 5.55.

/ritzau/FINANS