Aktier: Amerikansk toldvarsel sender aktierne i rødt i Asien

394260_16_9_large_389.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. jan 2020 KL. 6:43

De asiatiske aktier falder over en bred kam onsdag morgen, hvor stemningen er trykket lidt af, at USA har varslet, at de nuværende toldsatser på kinesisk import vil stå ved magt indtil efter det amerikanske præsidentvalg i november.

Det sker lige inden, at de to stridende parter ventes at underskrive fase 1-handelsaftalen, som kineserne og amerikanerne blev enige om midt i december.

Bloomberg News kunne tirsdag - med henvisning til anonyme kilder - fortælle, at de to parter har en forståelse om, at ikke før tidligst ti måneder fra underskrivelsen af aftalen vil USA vurdere fremskridtet og derefter muligvis ændre toldsatserne for de kinesiske varer, der er told på nu.

"Vi skal ikke vente yderligere nedskæringer af tarifferne indtil efter præsidentvalget i november, hvilket antyder, at dagens aftale formentlig er så godt, som det bliver i 2020," siger Tapas Strickland, der er økonom og strateg hos National Australia Bank i Sydney, til nyhedsbureauet Reuters.

I Japan falder Nikkei-indekset med 0,5 pct., og det brede Topix-indeks sætter sig 0,7 pct.

Også i Kina er der røde fortegn på aktiemarkederne. Her falder Shanghai-indekset med 0,6 pct., og CSI 300-indekset bakker 0,7 pct. I Hongkong falder Hang Seng-indekset samtidig med 0,9 pct.

Perioden på ti måneders vurderingstid er ifølge Bloomberg News ikke indskrevet i den handelsaftale, der efter planen skal underskrives onsdag.

Generelt er aftalens fulde indhold fortsat ukendt for offentligheden. USA har dog oplyst en række detaljer - blandt andet om kinesisk indkøb af amerikanske landbrugsvarer, som Kina imidlertid endnu ikke har bekræftet. Alle 86 sider af aftalen vil dog blive lagt frem i forbindelse med underskrivelsen.

I forbindelse med den delvise handelsaftale har USA fra sin side accepteret ikke at gennemføre annoncerede toldforhøjelser på varer fra Kina, ligesom landet desuden halverer tolden på andre varer for 120 mia. dollar.



Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,5
Topix -0,7
Hongkongs Hang Seng -0,9
China Shanghai Composite -0,6
China CSI 300 -0,7
Taiwan Taiex -0,9
Sydkoreas Kospi -0,5
Indiens BSE Sensex -0,5
Singapores STI -0,4
Indeksværdi klokken 06.10.