Aktieluk i USA: Små kursfald på fornyet coronafrygt

396054_16_9_large_807.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
13. feb 2020 KL.22:15
De amerikanske aktier bakkede torsdag væk fra onsdagens rekordnoteringer, men indledende fald på op mod 0,6 pct. blev ud på eftermiddagen reduceret til små minusser.

Det brede S&P 500-indeks mistede knap 0,2 pct., mens Nasdaq bakkede godt 0,1 pct., og Dow Jones faldt med 0,4 pct.

Den negative stemning var udløst af, at myndighederne i Kina på baggrund af en ny testmetode torsdag meldte om den største stigning på en dag i antallet af nye smittede med coronavirusset. Den officielle måling for onsdag var ellers det laveste siden januar, hvilket havde udløst rekordstemningen.

Den positive nyhed fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, torsdag om, at der ikke konstateres "dramatisk vækst i tilfælde uden for Kina", jog dog noget af frygten bort, og på et tidspunkt var markederne faktisk lidt i plus.

- Det er for tidligt at vurdere den overordnede effekt på markederne i USA. Vi ser ud til fortsat at være stærke, og amerikanske forbrugere er stadig stærke. Spørgsmålet er nu, hvor hurtigt virusset kan komme under kontrol, og om Kina kan begrænse udbredelsen og få tingene tilbage til normalen så hurtigt som muligt, lød kommentaren fra Chris Gaffney, chef for globale markeder hos TIAA, til Bloomberg News.

Netop de amerikanske forbrugere var leverandør af en af torsdagens gode nyheder fra økonomien i USA, da forbrugerpriserne steg mere end ventet i januar og dermed vidnede om fortsat gang i købelysten i USA.

DEFENSIVT I TOP

De mange nye smittede med coronavirus i Kina betød dog, at risikofrygten flere steder tog til, og derfor var der efterspørgsel på amerikanske statsobligationer, hvor renterne faldt. Derfor klarede de defensive forsyningsselskaber sig også bedst blandt sektorerne i S&P 500 med et plus på 1,0 pct., mens dagligvareaktierne fulgte efter med en fremgang på 0,6 pct., selv om en af kæmperne i sektoren igen skuffede.

It-aktierne klarede sig gennem handelsdagen med et minus på 0,3 pct., da Cisco onsdag aften havde skuffet med sin salgsprognose. Helt henne i den negative ende faldt industriaktierne med 0,7 pct., mens sundhed mistede 0,5 pct., og energi bakkede med 0,4 pct.

Facebook skilte sig ud med et plus på 1,1 pct., mens Apple faldt med 0,7 pct., og Microsoft tabte 0,5 pct. Et minus til verdens største netværksproducent Cisco på 5,2 pct. gjorde dog især sit til at holde entusiasmen nede.

Cisco skuffede onsdag aften investorerne med en salgsprognose om et fald på 1,5 til 3,5 pct. i det igangværende kvartal, og det vil i givet fald blive den anden periode i træk med negativ vækst. Det vidner om, at erhvervslivet endnu ikke er parat til at øge investeringerne i hardware.

KETCHUPKÆMPE I KURSFALD

I dagligvaresektoren skuffede Kraft Heinz også, og aktien faldt med 7,6 pct. Indtjeningen i fjerde kvartal var lidt bedre end ventet, men omvendt kunne omsætningen på 6,5 mia. dollar ikke helt måle sig med buddet på Wall Street på 6,6 mia. dollar, ifølge Bloomberg News. Underliggende var den negative organiske vækst på 2,2 pct. også større end ventet.

- Vores turnaround vil tage tid, men vi venter at gøre betydelige fremskridt i 2020, sagde topchef i ketchupkæmpen, Miguel Patricio, uden at det dog fik investorerne til at handle aktien i plus.

En anden dagligvarekæmpe i vælten torsdag var Pepsico, som i fjerde kvartal klarede sig lidt bedre på både top og bund. Prognosen for indtjeningen i 2020 skuffede, mens buddet for den organiske vækst på 4 pct. stort set var som ventet. Aktien steg med 0,3 pct. - det ottende plus de seneste ni handelsdage.

Elbilproducenten steg derimod med 4,8 pct. Torsdagens to nyheder burde ellers ikke medføre øget investorinteresse. For det første planlægger selskabet at udnytte den meget høje aktiekurs til at rejse 2 mia. dollar, selv om topchef Elon Musk for blot to uger siden sagde, at det ikke var nødvendigt. Desuden kom det frem, at de amerikanske børsmyndigheder, SEC, har indledt endnu en undersøgelse af Teslas finansielle data og visse finansieringsaftaler.

/ritzau/FINANS