Aktieluk i USA: S&P 500, Nasdaq i rekord - løftet af Amazon og Microsoft

395848_16_9_large_752.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
10. feb 2020 KL.22:14

De amerikanske aktier indledte ugen med plusser, da aktieinvestorerne valgte at holde fokus på fortsat solide økonomiske nøgletal trods frygten for udbredelsen af coronavirusset.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg allermest med 1,1 pct. til rekordniveauet 9628,39 indekspoint. Det brede S&P 500-indeks steg samtidig 0,7 pct., hvilket også var rekord i 3352,12 point. Dow Jones vandt sideløbende frem med 0,6 pct.

- Uanset hvor bekymrende spredningen af coronavirusset har været indtil nu, så vil den globale fokus på sygdommen skabe en løsning, der kan bremse op for den inden længe, sagde John Stolzfus, chefstrateg hos Oppenheimer Asset Management, til Bloomberg News.

- Sidste uges økonomiske data understregede styrken og modstandskraften i det amerikanske arbejdsmarked og pegede mod en vedvarende økonomisk ekspansion i USA.

Selv om aktierne steg denne mandag, så faldt renterne også, og det indikerede, at der trods den positive aktiestemning stadig var investorer, som valgte at finde sikkerhed i de amerikanske statspapirer. Den tiårige rente faldt med 2 basispoint.

IT OG FORBRUG I TOP

It-aktierne førte an blandt sektorerne i S&P 500-indekset mandag og steg med 1,4 pct., mens cyklisk forbrug hjulpet af Amazon slutted næstbedst med en stigning på 1,3 pct. Bagefter lå blandt andet kommunikationsservice med et plus på 0,8 pct., mens industri vandt 0,6 pct. Energisektoren mistede omvendt 0,8 pct., da olieprisen igen bakkede med 1,5 pct.

Amazon og Mircosoft trak mest op mandag med plusser på 2,6 pct. hver især. Amazon til 2133,91 dollar og Microsoft til 188,70 dollar. Dermed blev det til lukkerekord for begge aktier. Apple steg samtidig mere beskedne 0,5 pct., men holdt sig fra rekord.

Googles moderselskab, Alphabet, steg også med 2,0 pct., mens chipproducenterne Nvidia og AMD bidrog med stigninger på 4,5 pct. og 5,1 pct. Netop AMD var mandagens mest stigende aktie i S&P 500, løftet af et rygte om, at koncernens CPU-processorer kan erstatte Intels produkter i Apples Mac-computere.

VICTORIA'S SECRET TIL SALG

L Brands fulgte lige efter med en stigning på 4,8 pct. Den optur var forårsaget af et andet rygte om, at koncernen overvejer at frasælge undertøjskæden Victoria's Secret til kapitalfonden Sycamore Partners, erfarede tv-stationen CNBC.

I den modsatte ende af indekset lå medicoselskabet Abiomed efter et fald på 6,9 pct., da koncernens regnskab for tredje kvartal skuffede på bruttoindtjeningen og på omsætningen.

Uden for S&P 500 steg Loews med 4,8 pct. Konglomeratet leverede fremgang i både omsætningen og indtjeningen, selv om en af hovedaktiviteterne i borerigselskabet Diamond Offshore skuffede med et større underskud end ventet.

Allergan, medicinalselsakbet, der har rettighederne til Botox, klarede sig også bedre end ventet i det forgangne fjerde kvartal - blandt andet på grund af en vækst i Botox-salget på 7,9 pct. til 1,02 mia. dollar - og aktien steg derfor med 1,3 pct.

STEG PÅ HØJERE BUD

Aktien i kopimaskinekæmpen Xerox steg også med 1,4 pct., selv om koncernen valgte at lægge ekstra næsten 3 mia. dollar for at overtage printerkonkurrenten HP til en samlet pris på 35 mia. dollar. HP's aktie gik desuden op med 0,8 pct. til 21,90 dollar. Buddet fra Xerox lyder ellers på 24 dollar med en blandet betaling i form af kontanter og aktier i Xerox.

Endelig faldt Eli Lilly, som konkurrerer med Novo Nordisk på området for diabetesbehandling, med 0,6 pct. Den negative udvikling skyldtes, at koncernen måtte melde om skuffende data fra et studie med midlet Solanezumab til behandling af Alzheimers. Aktien sluttede i 145,51 dollar, men var på et tidspunkt mandag nede i 141,12 dollar.

/ritzau/FINANS