Aktieluk i USA: Ingen rekord - chipaktier piftede stemningen

null

383462_16_9_large_488.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
24. jun 2019 KL. 7:41
De amerikanske aktier svingede fredagen igennem frem og tilbage over nullet, men sluttede til sidst ugen med et lille fald fra torsdagens rekordniveau. En stigning til energiaktierne kunne ikke opveje bekymring i chipsektoren.

Det brede S&P 500-indeks mistede med 0,1 pct., mens Dow Jones faldt tilsvarende. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig tilbage med 0,2 pct.

LEMPELIGE CENTRALBANKER

De amerikanske aktier var steget de foregående fire dage, og torsdag endte S&P 500 i rekordniveau. Aktierne steg gennem ugen med 2,2 pct., og indtil nu har de vundet 7,2 pct. i denne måned, hvorfor det tegner til den bedste juni i 50 år. Siden årets start har indekset vundet 18 pct.

Aktierne er steget på udsigten til mere lempelige centralbanker samt et håb om, at USA og Kina vil finde en handelsløsning på G20-mødet i slutningen af næste uge.

- Usikkerhed omkring halvlederaktierne lægger en dæmper på udviklingen fredag. Men ellers stiger alting jo i denne uge. Aktier, obligationer, bitcoin, guld. Det eneste, der falder, er volatiliteten, siger seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

Chipsektoren blev fredag ramt af, at USA ifølge Reuters satte fem navngivne kinesiske virksomheder og organisationer på sin sorte liste, og det betyder, at den teknologiske koldkrig igen rammer producenterne af halvledere, som ikke må levere deres chips.

I løbet af ugen var der dog også godt nyt fra Bank of America-Merrill Lynch, der i sin månedlige rundspørge til store investorer igen kunne konstatere interesse for aktierne.

- En af de mere positive ting er, at der for første gang siden marts 2018 er flow ind i aktierne igen. Ellers har stigningerne været drevet af, at store investorer har reduceret deres spekulationer i kursfald. Så nu er der lidt flere rigtige penge bag, vurderer Danske Banks seniorstrateg.

Lars Skovgaard Andersen peger samtidig på, at en del af stigningerne skyldes, at mange investorer er med ”bare for at være med”, fordi aktiverne stiger, og professionelle investorer kan ikke sikre sig performance ved at stå udenfor.

- Det er den slags bevægelser, jeg mindst kan lide. Alt kan jo ikke stige. Det er ikke funderet på økonomiske præmisser. Det bekymrer mig lidt, mildt sagt. Et eller andet sted skal vi nok finde en boble, for noget må give sig.

SPÆNDINGER I MELLEMØSTEN

Investorerne holdt også øje med spændinger i Mellemøsten, efter Iran tidligere på ugen skød en drone fra USA ned. USA var tæt på at gengælde angrebet, men præsident Trump ombestemte sig ved udsigten til tab af menneskeliv.

Spændingerne løftede energiaktierne, da investorerne frygter for olieforsyningen. Derfor steg olieprisen igen fredag med 1,7 pct., og derfor gik energisektoren mest op af alle i S&P 500 med et plus på 0,8 pct. De to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron vandt 1,4 og 0,5 pct.

It-aktierne endte i minus med 0,5 pct. - trukket af chipaktierne, som faldt 0,6 pct.

ET VAP TIL VAPPERNE

Blandt de store aktier trak tobaksgiganten Altria mest ned med et fald på 4,5 pct. Den tidligere chef for USA's sundhedsmyndigheder, Scott Gottlieb, fortalte til tv-stationen CNBC, at Juul Labs, som Altria ejer 35 pct. af, ingen chance har få at få godkendt sine e-cigaretter efter nye skærpede krav.

Paypal faldt også med 2,2 pct., da selskabets driftsdirektør, Bill Ready, har valgt at forlade selskabet, hvilket ikke blev betegnet som "ideelt" af analytikerne, ifølge Bloomberg New.

Omvendt trak sygekassen Unitedhealth op med 1,8 pct. på forlydender, ifølge The Wall Street Journal, om, at koncernen vil købe Equian for 3,2 mia. dollar. Konkurrenten Humana blev trukket med op i toppen af S&P 500 med et plus på 4,4 pct.

BRUGTE BILER I TOP

I toppen af S&P 500-indekset var brugtvognsforhandleren Carmax også med et plus på 3,8 pct., da selskabets regnskab for første kvartal overraskede positivt.

I den anden ende lå Sealed Air med minus 4,5 pct. Selskabet fyrede torsdag sin finansdirektør William Stiehl, da de amerikanske børsmyndigheder har indledt en undersøgelse af selskabet.

/ritzau/FINANS