Aktieluk i USA: Facebook faldt på Voldemort-rapport

null

388250_16_9_large_933.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
23. sep 2019 KL.22:11
Aktiemarkederne i USA indledte ugen med en dans på stedet. Mandag startede ellers med kursfald efter negativt økonomisk nyt fra Europa, men tilsvarende bedre end ventede tal fra amerikanernes egen økonomi løftede stemningen igen og sendte aktierne i plus, inden de kort før lukning krøb tilbage mod nullet.

S&P 500 åbnede mandagen med et minus på 0,3 pct., var senere oppe med 0,2 pct., men sluttede marginalt i minus. Det samme gjaldt for Nasdaq, mens Dow Jones sluttede 0,1 pct. i plus.

POSITIVT HANDELSNYT

Stemningen tog sin retning fra tre nyheder. Allerførst var der over weekenden positive pib fra handelsforhandlingerne, hvor indledende embedsmandsdialog i sidste uge, som forberedelse til forhandlinger på højt niveau i starten af oktober, var "konstruktive" og "produktive".

Handelsforhandlingernes op og ned er stadig det altoverskyggende tema for investorerne, som frygter at en lang og yderligere optrappet konflikt vil skade den i forvejen skrøbelige globale vækst.

- Selv om chancerne for en samlet aftale er små, håber folk på en aftale, hvor de blot stopper eskaleringen, sagde Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til Reuters.

STORE PMI-DAG

PMI-tallene for september fra både Tysklad og eurozonen skuffede mandag, da læsningerne af indkøbschefernes tillid begge steder var under det ventede, trukket ned af industrisektoren, og det øgede frygten for en recession - især i Tyskland, som allerede i andet kvartal så sin økonomi krympe.

- Det ser ud til, vi er i en opbremsning, men den opbremsning bliver endnu ikke til en recession, forklarede Sandip Bhagat, investeringschef Whittier Trust, til The Wall Street Journal.

Tallene fra Europa skræmte også investorer i amerikanske aktier, som derfor åbnede mandagen i minus. Humøret blev dog bedre senere mandag, da de tilsvarende PMI-tal for USA i september viste sig bedre end ventet - og faktisk steg.

FACEBOOK ER LORD VOLDEMORT

Dagligvareaktierne klarede sig med et plus på 0,4 pct. bedst i mandagens S&P 500, mens cyklisk forbrug steg 0,2 pct. It-aktierne vandt samtidig også frem med 0,2 pct. I den anden ende faldt sundhedsaktierne med 0,6 pct., mens kommunikationsservice mistede 0,4 pct.

Netop kommunikationsservice blev trukket ned af et fald på 1,6 pct. til Facebook, der også tyngede mest i S&P 500. Facebook var mandag i fokus, da det i The Wall Street Journal kom frem, at konkurrenten Snap hjælper de amerikanske myndigheders konkurrenceundersøgelse af Facebook, og at Snap har opbygget en hel sagsmappe, "Project Voldemort" på Facebooks gøren og laden i den henseende.

Lord Voldemort er den onde troldmand i fortællingerne om Harry Potter.

Netflix - i samme sektor - fortsatte også sin nedtur med et minus på 1,8 pct. Fredag blev det til et fald på 5,5 pct., da topchef Reed Hastings fik fortalt, at streamingkæmpen venter hård konkurrence til november fra Disney og Apple, som begge er i færd med at lancere billigere streamingtjenester i USA.

Apple steg derimod 0,5 pct. To gode nyheder påvirkede æblekoncernen. I weekenden var der skriverier om, at salget af de nye iPhone 11-modeller går bedre end ventet i Kina - det vigtigste marked for Apple uden for USA - og ifølge Yahoo! Finance var der endda meldinger udsolgt i visse farvekombinationer.

Senere mandag kom det også frem, at Apple har fået godkendt ansøgninger om undtagelse fra handelstariffer på komponenter til produktionen af den kommende Mac Pro-computer, som derfor alligevel skal fremstilles i Texas.

Amazon trak mandag omvendt ned med et minus på 0,5 pct., mens Microsoft mistede 0,2 pct.

BØLGEGANGEN FORTSATTE

Uden for S&P 500 var der atter fokus på varehuskæden JC Penney. Aktien faldt med 4,9 pct. efter et hop op på 17,3 pct. fredag. Inden da var aktien ellers faldet 35 pct.

Stormagasin-gruppen er ifølge Bloomberg News i færd med at forberede sig på forhandlinger med sine kreditorer med henblik på at reducere sin gældsbyrde forud for den vigtige julehandel, og det skaber bølgegang i aktien.

/ritzau/FINANS