Aktieluk i USA: Atter rekorder - mobilkæmper i kurshop på fusion

395917_16_9_large_884.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
11. feb 2020 KL.22:12

De amerikanske aktier steg igen tirsdag - til nye rekorder for både S&P 500 og for Nasdaq. Investorerne var håbefulde omkring en begrænset økonomisk effekt fra virusudbruddet i Kina, ligesom chefen for den amerikanske centralbank havde positive kommentarer om økonomien i USA.

I den negative vægtskål var nyheden om, at USA's konkurrencemyndigheder vil gennemgå de seneste ti års opkøb hos de store teknologiselskaber.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,2 pct. til 3357,79 indekspoint, hvilket var årets 11. rekord. Nasdaq er en rekord foran i 2020, da indekset vandt frem med 0,1 pct. til 9638,94 point. Dow Jones sluttede dog marginalt i minus.

CORONAFRYGTEN AFTOG

Investorernes fokus var fortsat på udbruddet af coronavirus i Kina og på frygten for, at det spreder til andre regioner i verden. Analysen af epidemiens økonomiske effekt er dog mere optimistisk nu end tidligere.

- Vores basisantagelse er, at effekterne af udbruddet vil fortsætte i nogle uger, hvorefter de vil løje af, og almindelig økonomisk aktivitet vil vende tilbage, lød konklusionen fra kreditvurderingsbureauet Moody's, ifølge Financial Times.

Hos Goldman Sahcs noterede man sig også, at risikoappetitten hos investorerne er vendt tilbage på samme måde som ved tidligere epidemi-udbrud, omkring tre-fire uger senere, og investeringsbanken bemærkede også, at søgningerne på udbruddet hos Google toppede i sidste uge.

- Hvilket historisk har markeret en bund for risikoaktiver, lød det fra Goldman Sachs.

I den positive vægtskål var også, at Jerome Powell, formanden for Federal Reserve i USA, slog en positiv tone an omkring USA's økonomi, selv om banken ser en risiko fra virusudbruddet, men at det er for tidligt at vurdere effekten.

- Der er intet omkring denne ekspansion, som er ustabil eller ikke-vedvarende, lød svaret til Kongressen i USA på et spørgsmål om, hvad der kunne ødelægge den nuværende økonomiske styrke i USA.

TEKNOLOGI RAMT AF FTC

Tirsdag var det energiaktierne, cyklisk forbrug og sundhed, som trak rekorderne hjem, med plusser mellem 0,6 og 1,0 pct. til de tre sektorer, mens it-aktierne omvendt gled i minus med 0,3 pct., og kommunikationsservice tabte 0,6 pct.

Teknologinavnene var ramt af meldingen fra Federal Trade Commission (FTC), om at konkurrencemyndighederne vil se på opkøbene gennem de seneste ti år, som Microsoft, Amazon, Facebook, Google og Apple har foretaget.

Microsoft trak mest ned i S&P 500 med et minus på 2,3 pct., mens Facebook gled bagud med 2,8 pct. Amazon steg alligevel med 0,8 pct., mens Googles moderselskab, Alphabet, sluttede stort set uændret, og Apple dalede 0,6 pct.

Til gengæld fortsatte chipaktierne opad med et plus til Nvida på 1,8 pct., mens Intel vandt 1,5 pct. Oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron vandt desuden 1,0 og 1,3 pct., da olieprisen tirsdag steg.

GRØNT LYST FOR FUSION

I toppen af S&P 500-indekset var dog T-Mobile US med et plus på 11,8 pct. Koncernen, som er USA's tredjestørste mobilselskab, fik tirsdag grønt lys til at gennemføre sammenlægningen med nummer fire, Sprint, der steg med hele 77,5 pct. Fusionen har været længe undervejs, da den blev aftalt helt tilbage i 2018.

Nyheden havde omvendt negativ effekt på nummer et og nummer to i USA, Verizon og AT&T, som mistede 2,6 og 0,4 pct.

I den anden ende af S&P 500-indekset lå sportstøjsproducenten Under Armour, som mistede hele 18,9 pct. på en svag prognose for indtjeningen i 2020 og meldingen om en mulig restrukturering af forretningen i USA.

Uden for indekset blev Lego-konkurrenten Hasbro heller ikke belønnet for sit regnskab, hvor merchandise fra Frozen 2 ellers var med til at løfte fjerde kvartal, som var bedre på både top og bund end ventet på Wall Street. Aktien faldt 0,8 pct.

/ritzau/FINANS