Aktieluk i Europa: Trump-udtalelse mindskede fald

388385_16_9_large_248.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
25. sep 2019 KL.17:47
Store fald prægede det meste af dagen de europæiske aktiebørser, men sidst på dagen fik aktierne dog et løft, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde, at en handelsaftale med Kina kan komme "tidligere end du tror".

I det hele taget stod der Trump på det meste i løbet af onsdagens handelssession. Tirsdag aften holdt han en dundertale over for Kina i en tale hos FN i New York, og samtidig var der historien om en mulig rigsretssag mod Trump.

Begge forhold gav forøget usikkerhed på finansmarkederne, mens Trump så sidst på dagen fik talt aktierne lidt op igen med sine udtalelser, der gav håb om en snarlig handelsaftale med Kina.

Aktierne i Europa nåede dog ikke at rette sig fuldstændigt, og for Euro Stoxx 600 blev det til et fald på 0,7 pct.

Dagens største nedtur i indekset tilfaldt Electricite de France (EDF), som endte 6,8 pct. lavere efter nyheden om, at omkostningerne til opførelse af selskabets atomkraftværk Hinkley Point C i England bliver større end tidligere estimeret.

- De højere udgifter afspejler udfordrende jordforhold, som gør jordarbejdet dyrere end først antaget, forklarer EDF ifølge Bloomberg News.

Bedre gik det for den tyske lyspæreproducent Osram Licht, efter nyheden om at kapitalfondene Bain Capital og Advent Internationale vil komme med et nyt bud på selskabet, der overtrumfer et bud fra AMS på 38,50 euro per aktie.

Osram Licht steg 2,2 pct. til 38,81 euro.

/ritzau/FINANS