Aktieluk i Europa: Norsk genbrug og britisk sammenligningsportal i top

396417_16_9_large_456.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
20. feb 2020 KL.18:05

Det norske genbrugsselskab Tomra og den britiske sammenligningsportal Moneysupermarket kæmpede om topplaceringerne i det brede europæisk aktieindeks Stoxx 600 torsdag.

Indekset faldt med 0,6 pct., mens det ledende indeks i Paris endte med fald på 0,8 pct. DAX-indekset i Tyskland faldt 0,9 pct., og aktierne i London satte sig 0,3 pct.

Norske Tomra, der udvikler, producerer og sælger maskiner til genbrug af dåser og flasker, steg 19 pct. til 335,60 norske kr., hvilket var rekordniveau og den største stigning på en enkelt dag siden oktober 2004 - for godt 15 år siden.

Tallene i Tomras regnskab var solide, og driftsoverskuddet, EBITA, var 9 pct. over forventningerne ifølge Bloomberg.

Britiske Moneysupermarket.com, der driver portaler, hvor man kan sammenligne eksempelvis banklån, var også med i toppen efter en stigning på 18,7 pct. til 367,70 pence.

Også Moneysupermarket var regnskabsaktuel, og tallene viste et løft i omsætningen på 9 pct. fra året før til 388,4 mio. pund, mens også driftsresultatet (EBITDA) blev øget med samme procentsats til 141,5 mio. pund.

- Med tanke på gårsdagens kursfald efter topchefens opsigelse regner vi med, at resultater og forventninger som ventet giver noget beroligelse, vurderer RBC-analytikeren Sherri Malek ifølge Bloomberg News.

Onsdag blev aktien sendt ned med 2,2 pct., efter at det kom frem, at topchef Mark Lewis efter tre år i stillingen har sagt op i selskabet.

Tæt på bunden af indekset endte svenske Elekta, som blandt andet laver strålebehandlingssystemer, med et fald på 6,4 pct. til 110,10 svenske kroner efter alarmerende svag ordreindgang fra USA i fjerde kvartal ifølge Pareto Securities.

Swiss Re og Imperial Brands faldt dog mere - henholdsvis 8,1 og 7,3 pct.

/ritzau/FINANS