Aktieluk i Europa: G4S toppede grønne europæiske markeder efter salgsrygter

387345_16_9_large_843.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. sep 2019 KL.18:04
Efter flere udsving i løbet af dagen sluttede de europæiske aktier overordnet set i grønt fredag, hvor der altså blev bygget videre på torsdagens optimisme.

I London steg FTSE 100-indekset med 0,1 pct., og det samme gjorde det franske CAC 40-indeks. DAX-indekset i Frankfurt steg mest blandt de store indeks - med 0,5 pct. - og det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks gik frem med 0,3 pct.

Dermed blev der sat punktum for en uge med generelt mere risikovillighed grundet optimisme om handelskonflikten - trods fortsat politisk uro vedrørende brexit i Storbritannien.

Markedet blev midt på eftermiddagen fredag sendt lidt i svingninger af en svag arbejdsmarkedsrapport for august fra USA, hvor jobskabelsen uden for landbruget var noget under det ventede.

Det betyder dog omvendt øget sandsynlighed for flere rentenedsættelser fra Federal Reserve ved efterårets rentemøder, hvilket kan blive godt for aktiemarkederne.

Blandt enkeltaktierne lyste den britiske sikkerhedskoncern G4S op.

Aktien steg med 7,0 pct. til 187,40 pence i London.

Det skete, efter at Sky News bragte historien om, at amerikanske Brink's Company vil forsøge at overtage G4S' pengehåndteringsvirksomhed for mere end 1 mia. pund.

G4S har længe forsøgt at komme af med sin Cash Solutions-division, og Brink's Company er i forvejen i branchen, hvor det ifølge Sky News rangerer som verdens største pengehåndteringsvirksomhed.

/ritzau/FINANS