Aktieåbning: Vestas sendes baglæns oven på rivals regnskab

385185_16_9_large_91.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
30. jul 2019 KL. 9:25
Vestas er tirsdag morgen under pres, efter at konkurrenten Siemens Gamesa har aflagt kvartalsregnskab.

Siemens Gamesa tjente færre penge end ventet i tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår og venter nu en driftsmargin for hele året i den lave ende af det tidligere udmeldte prognoseinterval på 7-8,5 pct.

Til gengæld steg ordreindgangen 42 pct. til 4,7 mia. euro og er rekordhøj. Desuden var prisen per megawatt en del højere end kvartalet før. Den landede på 0,8 mio. euro per megawatt mod 0,67 i andet kvartal - en ændring, der dog i høj grad skyldtes færre ordrer fra Kina, hvor priserne er lavere.

Aktien i Vestas er åbnet 1,7 pct. lavere i 580 kr. I ABG Sundal Collier ser børsmægler Daniel Fabricius ellers ikke grund til, at Vestas-aktien bør tage negativt på vej efter rivalens regnskab.

- Det ser umiddelbart positivt ud. Det lavere driftsresultat skyldes eksekvering og er umiddelbart mere selskabsspecifikt for Siemens Gamesa og bør ikke få indflydelse på Vestas, siger han til Ritzau Finans.

NYT TIL NOVO

Også Novo Nordisk får tirsdag branchenyt i form af et regnskab fra Eli Lilly, hvis bedst sælgende produkt er Trulicity, som på GLP1-markedet er i konkurrence med Novos Victoza og Ozempic. I første kvartal solgte Trulicity for 879,7 mio. dollar, mens salget i andet kvartal ventes at nå 1022 mio. dollar ifølge et par analytikerestimater indsamlet af Bloomberg News.

Novo Nordisk falder tirsdag med 0,6 pct. til 326,65 kr. i et i øvrigt negativt marked. Det danske eliteindeks, C25, ligger ved 9.10-tiden 0,5 pct. lavere i 1133,77.

Pandora klarer sig bedst i C25-regi og genvinder 0,5 pct. til 262,20 kr. efter et fald på 2,7 pct. mandag, hvor Carnegie advarede om, at andet kvartal vil vise svaghedstegn i USA og Australien.

Der er tirsdag morgen kommet regnskab for andet kvartal fra tyske Lufthansa, hvilket kan give opmærksomhed om en aktie som SAS. Lufthansas driftsresultat landede i andet kvartal på 754 mio. euro mod ventet 765 mio. euro blandt analytikere ifølge Bloomberg News. Lufthansa melder desuden om, at der er øget risiko for, at forventningerne ikke kan indfris på grund af priskrig og en afmatning i verdensøkonomien, skriver Bloomberg.

SAS falder 3,8 pct. til 9,11 kr.

NORDEA SÆNKET

Nordea er blevet sænket af den italienske investeringsbank Mediobanca til ”neutral” fra ”outperform”. På samme tid er kursmålet blevet barberet til 53,02 kr. fra 67,17 kr. Nordea falder 0,3 pct. til 61,30 kr. fra åbningen.

DFDS, der falder 1,2 pct. til 256,60, kan drage fordel af den britiske regerings planer om at udbyde nye færgeforbindelser, så det kan sikres, at landet ikke løber tør for vigtig medicin og fødevarer i tilfælde af et brexit uden en aftale den 31. oktober.

Dagbladet Børsen skriver tirsdag om planerne, men også at det endnu ikke er sikkert, om DFDS vil byde på kontrakterne.

/ritzau/FINANS