Aktieåbning i USA: Så er der udsigt til rekord for alle tre ledende indeks

390605_16_9_large_407.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
04. nov 2019 KL.15:51

De amerikanske børser fastholder fra åbningen af mandagens handel den positive stemning, der herskede blandt handlerne frem mod slutningen af sidste uge, og kursen mod flere indeksrekorder er intakt.

De tre ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, ligger indledningsvist med plusser på 0,5-0,7 pct., efter at de fredag lukkede med stigninger på 1,0-1,1 pct.

Det gav rekord for både S&P 500-indekset og for Nasdaq. For S&P 500 var der tale om den tredje rekord i den uge. Og med den indledende stigning i for Dow Jones-indekset er der udsigt og også det indeks kan være med i rekord-stimen.

Det er positiv inspiration fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, som trækker aktierne op. Fredag var signalerne fra Washington og Beijing, at der er fremskridt i forhandlingerne, og amerikanske talspersoner sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en aftale kan blive underskrevet i denne måned.

Fremdriften i forhandlingerne gavner handelsfølsomme chipproducenters aktier, og i mandagens formarked ses der stigninger på 1,3 - 2,4 pct. for Intel, Micron, Qualcomm og Nvidia.

NEDJUSTERET SALGSPROGNOSE

Blandt de mere selskabsspecifikke nyheder har sportsudstyrsproducenten Under Armour sænket salgsprognosen i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, hvor prognosen for bruttomarginen til gengæld får et lille løft. Under Armour venter nu en salgsvækst på 2 pct. i 2019 mod tidligere ventet 3-4 pct. Til gengæld ventes indtjeningen per aktie nu at nå den høje ende af intervallet 33-34 cent. Bruttomarginalen ventes nu at stige med 130-150 basispoint mod tidligere ventet 110-130 basispoint.

Endvidere rapporteres det i the Wall Street Journal, at selskabets regnskabspraksis undersøges af føderale myndigheder.

Aktien straffes med et fald på 15,6 pct. i den indledende handel.

McDonald's aktier falder 2,6 pct. kort efter handelsstart efter afskedigelsen af topchefen Steve Easterbrook på grund af et forhold til en ansat.

Tesla har rapporteret en stigning i salget af biler i oktober på 25 pct. Men aktien siver 0,4 pct. i i de første handler.

MILLIARDHANDEL

Medicoselskabets Stryker Corp har mandag købt Wright Medical Group for omkring 4 mia. dollar, skriver Bloomberg News. Stryker, der producerer medicoudstyr, betaler 30,75 dollar per aktie for opkøbet af Wright Medical Group, der inklusive gældsposter vurderes til en værdi på 5,8 mia. dollar. Stryker stryger ned med 3,7 pct. i de første handler. Wright Medical stiger derimod 28 pct.

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly og den tyske partner Boehringer Ingelheim justere deres alliance, meddeler de Planen er, at de to selskaber vil fokusere på at kombinere deres viden og investeringer i udviklingen og kommercialiseringen af midlet Jardiance, mens de to selskaber hver især vil stå med ansvaret for at udvikle og kommercialisere to øvrige midler. Eli Lilly løftes indledningsvist 0,8 pct.

Endelig har General Dynamics, der blandt andet producerer udstyr til forsvarsindustrien, indgået en stor milliardaftale med det amerikanske søværn, U.S. Navy. Selskabet skal levere ni angrebsubåde i Virginia-klassen, og derudover indeholder aftalen en option på at købe en tiende ubåd i 2023, skriver Bloomberg News. Den samlede værdi af aftalen er på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort. Aktien stiger 0,3 pct.

En del af æren for fredagens stigninger i markedet tilfalder jobrapporten, der fredag eftermiddag overraskede med en tilvækst af job uden for landbruget på 128.000 mod estimerede 85.000 nye job ifølge Bloomberg News. Og mandag får handlerne nye data for udviklingen i fabriksordrerne i september og for ordrebeholdningen for varige goder.

For ordrebeholdningen ventes ifølge Bloomberg News et fald på 0,5 pct. efter et fald i august på 0,1 pct. For ordrebeholdningen for varige goder er der tale om endelige tal, som ventes at vise et fald på 1,1 pct.



/ritzau/FINANS