Aktieåbning i USA: Nike fjerner sko fra sortiment i marked med små minusser

383977_16_9_large_847.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
02. jul 2019 KL.15:52
Det amerikanske aktiemarked åbner tirsdag med små minusser på en dag, hvor sportstøj-kæmpen Nike har trukket en sko med et kontroversielt design tilbage fra hylderne.

De tre store indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq – falder marginalt efter omtrent 10 minutters handel. De to førstnævnte bakker med 0,1 pct. og 0,2 pct., og teknologitunge Nasdaq falder med 0,2 pct.

Mandag lukkede de tre store indeks i grønt som følge af eftervirkninger fra G20-topmødet, hvor de to præsidenter fra Kina og USA lovede at genoptage forhandlingerne, og S&P 500-indekset nåede i løbet af åbningstiden mandag op i 2975, som er rekord for indekset.

Selv om præsident Donald Trump lovede ikke at indføre flere toldsatser på kinesiske varer foreløbigt, så har USA øget truslen om takster for EU-import.

Mandag meddelte det amerikanske handelskontor, U.S. Trade Representative, at det som led i en langvarig konflikt om flysubsidier overvejer told på yderligere 89 produkter med en årlig handelsværdi på 4 mia. dollar.

Produkterne inkluderer ost, pasta og skotsk og irsk whisky, samt kemikalier og metal.

Klokken 17:00 dansk tid træder Loretta J. Mester på talerstolen, og hun er en af de centralbankchefer, der har stemmeret i den amerikanske centralbanks renteudvalg.

NIKE TRÆKKER SKO TILBAGE

Den amerikanske skogigant Nike har set sig nødsaget til at trække en sko tilbage fra butikkerne, eftersom den havde et kontroversielt design i form af et "Betsy Ross" flag.

Flaget blev til under den amerikanske revolution, og nogle højreorienterede grupper har brugt flaget som et symbol for deres sag. Flaget, som har 13 stjerner, havde Nike valgt til at fejre den amerikanske uafhængighedsdag, som finder sted torsdag den 4. juli, hvor de amerikanske børser i øvrigt holder lukket.

Det skriver Bloomberg News.

Det var blandt andet den amerikanske NFL-stjerne og quarterback Colin Kaepernick, der bad Nike om at fjerne skoen fra sortimentet. I 2016 knælede han under nationalmelodien for at protestere mod racediskrimination og politivold. I 2018 lavede Nike en kampagne med ham som frontfigur, hvilket skabte en regulær internetstorm mod selskabet.

Tilbagetrækningen af skoen er ikke noget investorerne tager synderlig notits af, da aktien taber 0,5 pct.

BILFABRIKANTER MED SALGSTAL

Både Ford og General Motors vil i løbet af dagen præsentere deres salgstal for juni. Ifølge Bloomberg News venter Goldman Sachs stor tilbagegang i salget for de to bilfabrikanter, når det kommer til passagerbiler. Her venter banken en tilbagegang på 31 pct. for General Motors, mens salget for Ford ventes reduceret med 27 pct. GM falder med 0,3 pct., og det samme gør sig gældende for Ford.

Parfumeproducenten Coty fortsætter sin nedtur, efter at Citigroup har sænket sin anbefaling til "sælg" fra "neutral". Coty faldt med 13,8 pct. mandag efter producenten præsenterede en større plan for at nedbringe sin gæld og vende forretningen rundt.

Citigroups analytikeren Wendy Nicholson tror, det vil tage længere tid end investorerne regner med. Selskabet ser ikke nogen omsætningsvækst frem til 2023, skriver Bloomberg News. Aktien er nede med 3,8 pct.

Der er omvendt medvind til medicinalfirmaet Amarin, der fokuserer på behandlingsformer indenfor kardiologi. Selskabet har opjusteret sine forventninger til omsætningen for 2019.

Selskabet ser nu en omsætning i niveauet 380-420 mio. dollar. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 350 mio. dollar, skriver Bloomberg News. Aktien stiger med 6,2 pct.

/ritzau/FINANS