Aktieåbning i USA: Facebook kravler op efter krypto-nyt i grønt marked

383264_16_9_large_499.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
18. jun 2019 KL.15:52
De amerikanske børser er tirsdag åbnet med grønne tal, på en dag hvor Facebook får opmærksomhed, efter at teleselskabet har lanceret en plan om at etablere sin egen kryptovaluta under navnet Libra.

Valutaen skal minde om Bitcoin og skal lanceres i samarbejde med flere prominente partnere såsom Paypal, Uber, Spotify, Visa og Mastercard. Brugerne skal gerne benytte Libra, når de handler på Facebooks platforme, skriver Bloomberg News.

Planen er, at valutaen skal lanceres indenfor de næste 6-12 måneder, og selskabet håber, at det på længere sigt kan være en stor global valuta som eksempelvis den amerikanske dollar. Facebook-aktien stiger kort efter åbning 1,7 pct. til 192,22 dollar stykket.

Plusset til Facebook er med til løfte det teknologitunge Nasdaq-indeks med 0,9 pct. fra børsåbning. De to andre ledende indeks i USA - S&P 500 og Dow Jones - stiger begge med 0,6 pct. efter kort tids handel.

Investorernes fokus kan tirsdag også samle sig om Adobe, der blandt andet står bag det populære billedbehandlingsprogram Photoshop. Selskabet kommer nemlig med regnskab for årets andet kvartal.

Her ventes det ifølge Bloomberg, at Adobe lander en indtjening per aktie på 1,78 dollar. Samme periode sidste år lød det tal på 1,66 dollar.

Omsætningen ventes også at kravle op i forhold til samme kvartal 2018, hvor den landede på 2,2 mia. dollar. I andet kvartal 2019 ventes omsætningen at ende på 2,7 mia. dollar ifølge Bloomberg News. Adobe-aktien stiger tirsdag 1,0 pct. til en stykpris på 278,42 dollar.

Også Boeing kan komme under investorernes lup, efter at flyselskabet har været en tur i Paris, Frankrig, for at deltage i et flyarrangement for de store flyproducenter kaldet 2019 Air Show.

Det var dog konkurrenten Airbus, som stjal showet den første dag, da selskabet i sin ordrebog kunne noterer sig ordre for 13 mia. dollar. Boeing stod efter den første dag tilbage med en tom ordrebog, skriver Bloomberg News. Boeing-aktien stiger dog alligevel 1,5 pct. til 360,35 dollar.

Inden amerikansk børsåbning er der kommet tal for det påbegyndte boligbyggeri, som i maj udviklede sig bedre end ventet i USA. Det faldt til 1.269.000 enheder fra 1.281.000 i måneden før, men der var ventet en tilbagegang til 1.239.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/FINANS