Aktieåbning i USA: Den positive bølge rammer New York

396328_16_9_large_928.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
19. feb 2020 KL.16:09

Kinesiske rapporter om det laveste antal nye tilfælde af corona-smitte siden slutningen af januar har løftet risikovilligheden på de globale finansmarkeder, hvor håbet om snart at kunne se en ende på de negative effekter af virusudbruddet har trængt advarsler om kinesiske trængsler fra it-giganten Apple i baggrunden.

Den opløftede stemning trækker kloden rundt aktiemarkederne op, og i New York indledes onsdagens børshandel med plusser på 0,3-0,8 pct. for de tre indledende aktieindeks S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Tirsdag faldt S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset - efter helligdag mandag - fra sidste uges rekordniveauer, da en nedjustering fra Apple mandag aften skabte en negativ stemning på de globale finansielle markeder.

Optimismen løftes yderligere af oplysninger om, at forventninger om den kinesiske regering lanceret en del tiltag, der skal afværge eller begrænse skadevirkningerne på økonomien af coronavirusset, og blandt analytikerne er der ifølge Reuters forventning om flere pengepolitiske lempelser fra Den kinesiske Centralbank, PBoC.

GARMIN SPRINTER FRA START

Garmin, der især er kendt for forbrugerelektronik til sportsudøvere, har leveret et opløftende regnskab for fjerde kvartal, hvor både salg og indtjening samt prognoserne for 2020 er over analytikernes forventning.

Det skriver Bloomberg News.

Oven på det opløftende regnskab indikeres Garmin-aktien 7,6 pct. højere.

Salget er i fjerde kvartal steget med 18 pct. til 1,10 mia. dollar, hvilket er betydeligt over analytikerkonsensus på 1 mia. dollar.

Flyproducenten Boeing har i forbindelse med en inspektion fundet produktionsrester i brændstoftanke på nogle ikke-leverede fly af typen 737 Max, som i en længere periode har været ramt af et globalt flyforbud.

Det skriver Wall Street Journal med henvisning til en meddelelse fra selskabet. Boeing har i en længere periode haft problemer med kvalitetskontrollen.

To gange tidligere har Boeing måtte stoppe leverancer af KC-46A-fly til det amerikanske luftvåben, efter at værktøj og klude blev fundet i flyene.

Boeing-aktien indleder dagen med et minus på 0,5 pct.

TROR PÅ TESLA

Blandt enkeltaktierne gør også Tesla sig bemærket med et løft på 6,5 pct. til 914,12 dollar fra handelsstart.

Tesla-aktien er allerede steget 105 pct. i år, men det afholder ikke Piper Sandler i at se yderligere potentiale. Børshuset løfter sit kursmål for Tesla-aktien med mere end 27 pct. til 928 dollar fra 727 dollar, og sigter dermed højest af de over 30 analytikere, hvis kursmål følges af Bloomberg News.

Ifølge Piper Sandler er der potentiale i Teslas forretning inden for batterier og solenergi, men det er let at overse, da forretningen i 2019 blot udgjorde 6 pct. af omsætningen. Alle andre børshuse, som Bloomberg følger, har kursmål for Tesla-aktien, der ligger lavere end onsdagens niveau.

OPLØFTENDE NØGLETAL

Frem mod åbningen af onsdagens amerikanske aktiemarked fik handlerne også friske nøgletal, der peger mod styrke i den amerikanske økonomi.

Det påbegyndte boligbyggeri udviklede sig i januar bedre end ventet, og det samme gjorde antallet af byggetilladelser. Det påbegyndte boligbyggeri faldt til 1.567.000 enheder fra 1.626.000 i måneden før. Her var der dog ventet 1.428.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Antallet af byggetilladelser steg til 1.551.000 enheder fra 1.420.000 i december. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.450.000 tilladelser.

Producentpriserne steg med 0,5 pct. i januar på månedsbasis, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,1 pct. På årsbasis var der tale om en stigning på 2,1 pct. mod en ventet stigning på 1,6 pct. ifølge økonomerne.

/ritzau/FINANS