Aktieåbning: FLSmidth i top i positivt marked drevet af USA

null

383359_16_9_large_872.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
20. jun 2019 KL. 9:25
Med Novo Nordisk som en af de negative undtagelser holder de danske aktier fra starten af torsdagens handel trit med den positive stemning, der præger de globale markeder efter den vending, der tolkes ind i udkommet af mødet onsdag aften dansk tid i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Rentekomiteen i Federal Reserve, FOMC, fastholdt efter sit møde sine toneangivende rentesatser, og det var som ventet. Men mødet resulterede også i en vending af bankens hidtidige kurs mod rentestigninger og strammere pengepolitik. Markedet tolker komiteens nye renteprognose som et signal om kommende rentefald, og det styrkede onsdag aften de amerikanske aktier.

Torsdag morgen åbner det danske eliteindeks, C25 med et plus på 0,3 pct. til 1145,47 understøttet af en stigning i blandt andet FLSmidth, der har oplyst om en ny ordre på en cementfabrik.

Onsdag lukkede indekset 0,3 pct. højere i 1142,19.

NEDGRADERING AF NOVO

Hos Deutsche Bank får Novo nedgraderet anbefalingen til "hold" fra "køb", fremgår det af Bloomberg News. Den indekstunge aktie ligger i de første handler torsdag med et minus på 1,5 pct. til 341,60 kr.

Også Ambu har fået sænket sit kursmål til 114 kr. fra 174 kr. - svarende til en reduktion på 34 pct. - af amerikanske JPMorgan. Det viser data hos Bloomberg News. Den positive anbefaling ”overvægt” gentages i samme ombæring.

Flere finanshuse har inden for de seneste tid sænket deres kursmål for Ambu-aktien, der alligevel indleder torsdagens handel med et plus på 0,9 pct. til 90,36 kr. Selskabet sænkede mandag forventningerne til både indeværende regnskabsår og det kommende.

Blandt eliteselskaberne ligger FLSmidth med i toppen. Selskabet har modtaget en marokkansk ordre på en cementfabrik til 335 mio. kr. i sin første forretning med selskabet Tekcim. Ingeniøraktien løftes 2,2 pct. til 286,10 kr. fra handelsstart.

HØJERE KURSMÅL TIL ØRSTED

Ørsted, der ligger 0,1 pct. højere i 561,80 kr. efter de første handler, har omvendt fået løftet kursmålet til 600 kr. fra 510 kr. af Royal Bank of Canada. Men anbefalingen er samtidig sænket til ”sector perform” fra ”outperform”, skriver Reuters.

Energikoncernen venter i øjeblikket på, at myndighederne i de amerikanske stater Rhode Island, New York og New Jersey annoncerer vinderne af de udbudsrunder for havvind, som selskabet har budt ind på i USA.

Bavarian Nordic kunne onsdag aften fortælle, at selskabet begynder det afgørende fase 3 forsøg med den frysetørrede udgave af MVA-BN koppevaccinen i 1110 raske, ikke-tidligere vaccinerede forsøgspersoner. Et tilsvarende fase 3 forsøg er tidligere gennemført med den flydende-frosne udgave. Biotekaktien steg onsdag 1,8 pct., og torsdag udbygges stigningen med et plus på 2,6 pct. til 164,20 kr.

OPJUSTERING FRA CHEMOMETEC

Før åbningen har medicoselskabet Chemometec, der fremstiller apparatur til tælling af celler, for femte gang i år opjusteret sine forventninger. Selskabet venter nu en omsætning på omkring 175 mio. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på omkring 64 mio. kr. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 162-170 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 56-61 mio. kr. Aktien stiger indledningsvist 6,6 pct. til 165,20 kr.

/ritzau/FINANS