Aftaler skal åbne Østafrika for danske virksomheder

Penge
Eksklusivt for kunder
14. mar 2011 KL.12:47
Selvom de afrikanske økonomier hver for sig fortsat er forholdsvis små, så forsøger man igennem handelsaftaler at gøre det nemmere at tiltrække udenlandske investorer til Østafrika.

I slutningen af 2009 blev der således etableret et fællesmarked i frihandelsorganisationen East African Community (EAC), der består af landene Burundi, Kenya, Rwanda, Uganda og Tanzania.

Fællesmarkedet indbefatter blandt andet fri bevægelighed af varer og arbejdskraft, og der er planer om fælles valuta og at fællesskabet skal ende med en føderation mellem staterne.

Formålet med samarbejdet er blandt andet at gøre det lettere for virksomheder, herunder også danske, at komme ind på de respektive markeder.

Startproblemer

I øjeblikket befinder samarbejdet sig dog fortsat på et meget tidligt stadie, og det giver problemer med den frie bevægelighed af arbejdskraft. Det kan være en hæmsko for danske virksomheder, fordi det derfor er sværere at etablere sig på flere markeder.

”Landene har på nuværende tidspunkt forholdsvis forskellige tilgange til hele den problematik. Lande som Kenya og Rwanda er ret åbne for at få arbejdskraft ind fra de andre lande i EAC, mens Tanzania er mere tøvende,” fortæller Mikkel Klim, projektkoordinator ved den danske ambassade i Dar Es Salaam, Tanzania.

Østafrika på rette vej

Selvom tingene endnu ikke fungerer optimalt, så går tingene i den rigtige retning. Mikkel Klim hæfter sig især ved den udvikling, EU har været igennem. Her tog det også tid, før diverse handelsaftaler begyndte at fungere optimalt.

”Der er nogle gode muligheder for danske virksomheder i Østafrika. For halvandet år siden kunne man ikke se en YouTube-video hernede. I dag er der ved at blive etableret fibernet i Tanzania, fortæller Mikkel Klim.

Også den danske virksomhed UniCool, der i løbet af fem år er gået fra en omsætning i Tanzania på 100.000 kr. til 10 mio. kr. i 2010, kan bekræfte, at Østafrika oplever stor vækst netop nu.

”Udviklingen er helt enorm. Hvis man ikke har været dernede i bare seks måneder, så kan man nærmest ikke kende stedet. Sådan har udviklingen været i al den tid, hvor vi har haft virksomhed i Afrika. Der sker virkelig ting og sager dernede,” siger Ole Hoffmann Hansen, direktør i UniCool.