Af

Der var ingen over eller ved siden af Pandora onsdag, hvor aktien steg med 16,8 pct. til 300,60 kr. Dermed er årets nedtur vendt til et plus for aktien på 13,3 pct. i år.

Det massive kursplus kom dagen efter et regnskab for andet kvartal, der ikke var prangende men som ventet. Men lovende meldinger om Storbritannien og Italien fæstnede sig i investorernes bevidsthed - på den positive måde.

Samlet endte de danske eliteaktier i C25 i et plus på 1,6 pct. i indeks 1142,4. Det var femte børsdag på stribe med fremgang til eliteindekset. Blot en håndfuld aktier endte i rødt med Lundbeck i bunden med et fald på 5,2 pct. til 245,10 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank vurderer, at flere ting har været med til at skubbe Pandora-aktien yderligere i vejret onsdag.

- Der var flere lyspunkter end negative elementer i regnskabet, og når nogen begynder at tro på, at der måske er ved at komme et lys for enden af tunnelen, så er det måske fair nok, at den får et pænt løft, for den har sandelig også fået øretæver igennem meget lang tid.

- Dertil er der kommet et pænt insiderkøb i dag. Ledelsen lægger hånden på kogepladen, og det sender et positivt signal. Samtidig har en bank været ude at hæve anbefalingen af aktien, ligesom den måske også nyder godt af, at der bliver inddækket korte positioner, siger Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

Onsdag købte Pandoras topchef, Alexander Lacik, aktier for 12,3 mio. kr., ligesom finansdirektør Anders Boyer tirsdag købte for 6 mio. kr. aktier i smykkeselskabet.

Jyske Bank hævede desuden sin anbefaling af smykkeaktierne til "køb" fra "hold" og løftede kursmålet til 295 kr. fra 260 kr.

FOKUS PÅ REGNSKABSAKTUELLE SELSKABER

På andenpladsen i C25 endte Simcorp, der er regnskabsaktuel fredag, med et plus på 4,8 pct. til 605 kr.

Også Ambu, Rockwool og GN steg onsdag 3,1 pct. til 110,80 kr., 2,9 pct. til 1605 kr. og 2,6 pct. til 310,70 kr.

- Der er lidt fokus til de selskaber, der kommer med regnskaber de kommende dage - og generelt følger det danske marked de europæiske, der får lidt et rebound i dag, siger Jyske Banks senioraktierådgiver, Martin Munk.

Blandt de mellemstore børsnoterede selskaber kom Nilfisk og Netcompany med status for andet kvartal.

Netcompany præciserede forventningerne til den organiske omsætningsvækst i den nedre ende af sin tidligere prognose. Selskabet venter nu en fremgang på 20-22 pct. mod tidligere 20-25 pct. Forventningen til overskudsgraden er uændret, og selve regnskabet viser et nettooverskud på 61,7 mio. kr. mod et tab på 16,6 mio. kr. i samme periode året før.

Netcompany steg 6,1 pct. til 249,20 kr. onsdag.

Efter et fald på 7,5 pct. ved dagens start rettede Nilfisk sig en smule og endte med et minus på 3 pct. til 157,20 kr. Der var taget en del af spændingen ud af regnskabet, da Nilfisk blot et par dage før udgangen af kvartalet nedjusterede forventningerne som følge af modvind på nogle vigtige markeder.

DAGEN DERPÅ FOR MATAS

Også Matas kom med regnskab for første kvartal tirsdag, der viste en lidt svagere end ventet omsætning og driftsindtjening. For hele regnskabsåret 2019/20 fastholdt selskabet dog sine forventninger.

Matas blev sendt ned med 0,5 pct. tirsdag - men onsdag tog materialistkæden den store tur med et fald på 9,6 pct. til 58,50 kr.

En markedsdeltager, som ønsker at være anonym, vurderer overfor Ritzau Finans, at det skal ses som en forsinket reaktion på regnskabet.

- De fleste havde rigtig travlt med andre rapporter, og man kunne også se på intradag-handlen i går, at aktien fik det værre og værre i løbet af dagen. Den startede faktisk med at stige på en rapport, der ikke var positiv, siger markedsdeltageren.

Det var også dagen derpå for Jyske Bank, der steg 0,9 pct. til 109,20 kr. Efter regnskabet tirsdag hævede ABG Sundal Collier og Nordea deres anbefalinger til "hold" fra "sælg", mens JPMorgan skar sit kursmål med 50 kr. til 220 kr. og gentog anbefalingen "neutral." Handelsbanken skar kursmålet med 30 kr. til 260 kr. og gentog "køb".

Der kom også regnskaber fra Vestjysk Bank, Møns Bank, Salling Bank, Rias og Gyldendal onsdag, mens det var ventet, at Neurosearch kom efter børsens lukning.

/ritzau/FINANS

Gå ikke glip af den vigtigste begivenhed for beslutningstagere i 2020

Børsen Impact 2020 samler Børsens redaktører de danske beslutningstagere på øverste niveau til en årlig opdatering på det danske og globale erhvervspolitiske, økonomiske og finansielle klima. Mød dem, der sætter dagsordenen og styrer, hvad der rammer dit skrivebord i de kommende år.

Har du fået din invitation?

Ledelse


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Boligejere kan minimere risikoen med overset trick - men få kender til det

Maersk.com omsætter for 135 milliarder: "Det er et af verdens største websites"

Strøm er perfekt til en Bentley

Socialt fodboldnetværk runder vigtig milepæl med en mio brugere

Arktisk eventyr med kurs mod nord

Løkke med et sidste svirp til Venstres medlemmer: Nogen er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end jer

Helle Ib: Tre ting er værd at hæfte sig ved i Ellemanns første landsmødetale

Redaktionens favoritter: Det optager redaktionen

Mærsk-topchef overvejer ny ledelsesstruktur efter Toft-afgang