Af

FLSmidth ligger i toppen af C25 i de indledende handler fredag morgen. Lige inden handlen gik i gang, kom der nøgletal fra Kina, som viste godt gang i eksporten igen i marts efter voldsom tilbagegang i februar.

Eksporten fra Kina steg i marts med hele 14,2 pct., mens økonomerne ifølge Bloomberg News kun havde regnet med en stigning på 6,5 pct. I februar faldt eksporten med hele 20,8 pct. påvirket af handelsstridighederne med USA, og importen gik tilbage med 7,6 pct.

Samlet falder C25 med 0,1 pct. til 1138,9 efter et marginalt fald torsdag på 0,03 pct. For en uge siden gik C25 på weekend i 1143,93.

FLS, der er afhængig af situationen i Kina, stiger med 0,4 pct. til 313,80 kr. kun overgået af Simcorp, der stiger med 0,5 pct. til 637,50 kr. uden specifikke nyheder.

Oveni har FLSmidth fået hævet kursmålet af analytikerne hos Goldman Sachs til 460 kr. fra tidligere 450 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.

I bunden af indekset ligger Danske Bank med et fald på 0,9 pct. til 123 kr. Berlingske Business skriver fredag, at bankens midlertidige topchef, Jesper Nielsen, i april har sat sig på en formandspost i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Og det er næppe foreneligt med en permanent rolle som topchef i Danske Bank, mener avisen.

VESTAS I BALANCEGANG

Vestas lægger dagen ud med et plus på 0,2 pct. til 595 kr. Torsdag aften kom det frem, at vindmølleselskabet har indgået en aftale med den tyske projektudvikler Sowitec om at købe 25,1 pct. af aktierne i selskabet.

Vestas kan med købet af den tyske projektudvikler komme i konkurrence med selskabets egne kunder, påpeger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

- Det er spændende og nyt, men det er bestemt ikke uden risiko. Vestas kommer i et eller andet omfang i direkte konkurrence med selskabets kunder. Det behøver ikke at være et problem, men det er en balancegang, siger Jacob Pedersen.

Vestas køber til at begynde med kun en minoritetsandel af den tyske projektudvikler. Oveni får det danske selskab ifølge aftalen også en option på at købe de resterende aktier i selskabet i løbet af de næste tre år. Sowitec har omkring 60 projekter inden for landvind og solenergi rundt om i verden med en samlet kapacitet på mere end 2600 megawatt (MW).

Aktieanalysechefen påpeger dog også, at det ikke er første gang, at en udvikler af vedvarende energiprojekter har slået pjalterne sammen med en leverandør. Eksempelvis købte General Electric for to år siden danske LM Wind, der producerer vindmøllevinger og i dag fortsat leverer vinger til andre aktører.

- Det er ikke en umulig balancegang, men Vestas må sidde med en rigtig god indsigt i, at det her selskab og kunderne tjener rigtig mange penge, siger Jacob Pedersen.

Udenfor eliteindekset falder forsikringsselskabet Topdanmark 0,5 pct. til 338 kr. i den indledende handel fredag morgen.

Selskabet har fået sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" af den svenske finanskoncern SEB. Samtidig er kursmålet blevet sænket til 310 kr. fra 313 kr., viser data fra Bloomberg News.

Nordea har også en salgsanbefaling af Topdanmark, men har hævet sit kursmål til 300 kr. fra 280 kr.

UDBYTTER GIVER TEKNISK PRES

I forbindelse med sæsonen for generalforsamlinger følger der tilsvarende udbetalinger af udbytte, hvilket kan give et teknisk pres på aktiekursen.

Fredag fragår udbytte på 13 kr. i Schouw & Co., der falder 2,3 pct. til 484,20 kr., på 2 kr. i Norden, der falder 2,1 pct. til 98,45 kr., 20 kr. i Gyldendal, der falder 4,7 pct. til 450 kr., i Parken fragår 2,50 kr. fredag, hvor aktien falder 1,5 pct. til 101,50 kr., og hos TCM Group er der tale om et udbytte på 4,75 kr. per aktie. TCM falder 1,4 pct. til 108 kr. i de første handler fredag morgen.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Kapitalfond skyder millioner i hurtigtvoksende norsk frisørgigant: Direktør vil gøre frisørkæde til den største i Danmark

Dansk digital HR-platform rejser tocifret millionbeløb

Trumps Kina-tweets rykker markedet: "Man kan godt have ham mistænkt for at byde ind med positive ting, når markedet går lidt nedad"

BMW 3-serien overgår sig selv: Masser af power og 17 km/l i snit

It-ekspert om sexafpresning: Slet mail uden beviser

Britisk finansminister vil gå af i protest mod Boris Johnson

Sol, sand og en 1,5 billion dollar offshore økonomi: De Britiske Jomfruøer kæmper mod gennemsigtighed

Ugen der kommer: Mays afløser overtager Downing Street 10

S-regeringen vil give alle flygtninge gratis uddannelse