Af

FLSmidth er under pres i det danske aktiemarked onsdag, hvor eliteindekset C25 siver en anelse efter syv børsdages optur. Fremgang til blandt andet Genmab afbøder en smule af faldet.

C25-indekset falder beskedne 0,02 pct. til 1138,74 efter en samlet fremgang på 3,4 pct. de foregående syv børsdage til det højeste niveau i et halvt år.

FLSmidth er en klods om benet for det danske marked og falder med 4 pct. til 307,30 kr. Carnegie er ude med en analyse af FLSmidth, hvor kursmålet skæres med 35 kr. til 350 kr. ifølge Bloomberg News. Klart den største nettosælger af FLSmidth-aktierne er dog anonym, og det dækker som regel over udenlandske investorer.

I bunden af indekset ligger også DSV, som lider under en sænket anbefaling af aktien fra et af de store finanshuse. Det er HSBC, som har valgt at rykke anbefalingen af aktien i DSV ned til "hold" fra tidligere "køb". Kursmålet er samtidig skåret en femmer til 620 kr., fremgår det af Bloomberg News.

PÆNE SALGSTAL

I den modsatte grøft finder man Genmab, der stiger 2,2 pct. til 1142,50 kr. efter salgstal for kræftmidlet Darzalex i USA.

Data fra det amerikanske analysehus Symphony Health Solutions viser, at Darzalex har solgt for 126,8 mio. dollar i USA i februar mod 131,3 mio. dollar i januar.

Salget i februar er noget bedre end Sydbanks estimat på 122,3 mio. dollar.

- Vi bemærker i forbindelse med salget i februar i forhold til januar, at der er to "klinikdage" (arbejdsdage, red.) færre i februar i forhold til i januar. Korrigeret for de færre klinikdage viser Darzalez en underliggende fremgang på 7 pct. i februar i forhold til januar, hvilket vi anser som stærkt, skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en kommentar.

MÆRSK SÆLGER AKTIER FOR OVER 6 MIA

For A.P. Møller-Mærsk byder formiddagen på et mindre kursfald på 0,6 pct. til 8918 kr. Mærsk meddelte tirsdag aften, at det har solgt sine resterende 17,3 mio. aktier i det franske olieselskab Total for omkring 884 mio. euro - svarende til knap 6,6 mia. kr.

Mærsk modtog i alt 97,5 mio. aktier i Total i forbindelse med salget af olieforretningen Maersk Oil, der gik igennem i starten af 2018. Siden har Mærsk solgt ud af aktierne.

Af interesse for Mærsk-aktionærerne er der kommet forvirrende meldinger om handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Det forlød tirsdag aften, at Kina er ved at trække nogle indrømmelser i forhandlingerne med USA tilbage, efter at de ikke har kunnet få garanti for, at Trump vil sænke tolden på kinesiske varer, når der er indgået en aftale.

På den positive side skrev Wall Street Journal, at parterne skulle være tæt på at få enderne til at mødes.

Blandt onsdagens negative islæt er også Royal Unibrew, der falder 2,6 pct. til 491 kr. tilsyneladende uden bagvedliggende nyt.

SHORTPOSITION I B&O

Blandt sidepapirerne er der pres på Bang & Olufsen, der falder 0,8 pct. til 88,80 kr. Den amerikanske hedgefond GMT Capital har etableret en shortposition i aktien i Bang & Olufsen svarende til 0,6 pct. af aktiekapitalen i audio- og lydselskabet. Det fremgår af en meddelelse fra Finanstilsynet tirsdag aften.

I samme boldgade er det endvidere blevet oplyst, at den amerikanske kapitalfond Voleon Capital Management har skruet op for sit sats på kursfald i Zealand Pharma-aktien. Den har øget sin shortposition i selskabet til 0,70 pct. af den samlede aktiekapital fra tidligere 0,62 pct.

Zealand Pharma ligger 2,6 pct. lavere i 103,80 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture