Af

ISS gør rent bord på fredagens aktiemarked og placerer sig solidt i toppen af det danske eliteindeks efter at have leveret regnskab med gode udsigter for indeværende år, mens Mærsk får revanche for torsdagens store fald på regnskabet.

Fredag middag ligger C25-indekset lige i plus med en stigning på 0,1 pct. til 1087,90. Sidste fredag lukkede det i lige under indeks 1090.

ISS VENTER MARKANT VÆKST I 2019

Fredagens regnskabsmæssige højdepunkt er kommet fra serviceselskabet ISS. Selskabet overraskede på den organiske vækst og stillede mere vækst i udsigt i indeværende år.

Sidste år havde selskabet en organisk vækst på 3,9 pct. i de fortsættende aktiviteter, mens der var ventet en vækst på 3,0 pct. For i år stiller ISS mere vækst i udsigt, da prognosen for 2019 lyder på en organisk fremgang på 5-7 pct., hvilket er over selskabets langsigtede forventninger på 4-6 pct.

ISS belønnes med et kursplus på 6 pct. til 211 kr.

- ISS leverer - som de havde lovet - en solid fremgang på indtjeningsmarginalen i fjerde kvartal. Markedet havde måske en snert af tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, i og med at ISS skulle levere en indtjeningsmarginal, der ikke er set i mange år, men de kom lige akkurat i mål, og det er rigtig stærkt, siger analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.

Han tilføjer, at ISS desuden er kommet godt fra start i 2019 med nye kundekontrakter og kontraktfornyelser, som også peger på et godt afsæt for vækst i indeværende år.

Mærsk sejler fredag middag pænt frem efter torsdagens fald på godt 10 pct. for B-aktien. Aktien stiger med 2,9 pct. til 8660 kr.

Siden regnskabet har amerikanske Goldman Sachs løftet sit kursmål for Mærsk til 10.500 kr. fra 10.300 kr. og gentaget den positive anbefaling "køb". Hos Handelsbanken er anbefalingen samtidig løftet til "akkumuler" fra "reducer", mens kursmålet er skruet op til 9200 kr. fra 8700 kr. Hos SEB er kursmålet sænket til 9000 kr. fra 9500 kr., mens anbefalingen "hold" stadig står ved magt. ABG skærer 300 kr. af kursmålet til 11.000 kr., mens fastholder "køb".

VESTAS PÅ RYGTEBØRSEN

Vestas er havnet på rygtebørsen fredag. Vindmøllekoncernen kædes fredag formiddag sammen med et muligt køb af en majoritetspost i indiske Suzlon.

Aktien ligger 0,4 pct. lavere i 548,20 kr.

- For Vestas ville en overtagelse af Suzlon give mening på ét punkt - og det skulle være en stærkere position og adgang til et indisk marked, der ser rigtigt spændende ud i fremtiden - i hvert fald målt på mængderne, vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank over for Ritzau Finans.

Vestas er ikke uinteresseret i eventuelle opkøbsmuligheder, hvis de giver mening, men vil dog ikke kommentere det konkrete rygte på nuværende tidspunkt, som CNBC har bragt til torvs.

- Vestas' strategi er baseret på organisk vækst, og som vi har sagt før ved lignende spekulationer, betyder vores markedsførende position, at vi er åbne for yderligere konsolideringsmuligheder for at accelerere vores strategi, hvis sådanne skulle opstå, oplyser Vestas i en officiel kommentar til Ritzau Finans.

Torsdagens kursmæssige C25-topscorer, Genmab, ligger fredag middag i bunden med et kursfald på 3,1 pct. til 1044,50 kr. Biotekselskabet har fået sænket sin anbefaling hos Morningstar til "hold" fra "køb". Kursmålet på 1160 kr. fastholdes.

REGNSKABER FRA YDERKANTEN

I fondsbørsens yderkant er der leveret regnskaber fra Bioporto, Luxor og A&O Johansen.

Bioporto venter et stort løft i omsætningen i år, mens driftsunderskuddet til gengæld også ventes at stige. Bioporto venter i år et salg på 40 mio. kr. og et underskud af den primære drift på 45 mio. kr. Aktien falder med 3,6 pct. til 3,62 kr.

Investeringsselskabet Luxor meldte i regnskabet for første kvartal om stigende indtægter og øget nettooverskud og ser en basisindtjening på 28 mio. kr. Luxor stiger 0,8 pct. til 96,20 kr.

Brdr. A&O Johansen leverede et resultat før skat på 150,3 mio. kr. mod 145,5 mio. kr. for 2018 og ser for 2019 et overskud før skat på 150-160 mio. kr. Aktien stiger 1,9 pct. til 318 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan