Af

Der var ikke mange lyspunkter i det danske eliteindeks torsdag. Kun tre aktier formåede at hive et plus hjem på aktiekursen i et C25-indeks, der faldt med 0,9 pct. til indeks 995,4.

- Vi har siddet hele dagen og ventet på tallet på det amerikanske ISM-indeks, der landede klokken 16. Vi havde regnet med et fald, der var større end ventet. Det øger nu frygten for en recession i USA, og det kommer oveni bekymringerne generelt om nedgang i den globale økonomi, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Lige inden ISM-tallet, der faldt til 54,1 i december mod ventede 57,5, lå C25-indekset i 999,9.

Novo Nordisk blev den aktie, der klarede den anden handelsdag i 2019 bedst. Aktien endte med et plus på 1,87 pct. til 310 kr. Medicinalselskabet red videre på effekten af, at JPMorgan onsdag valgte Novo som et "top pick" i den europæiske medicinalsektor.

Ørsted var også med i front og steg med 1,85 pct. til 436 kr., på trods af at energikoncernen sent onsdag fik dårlige nyheder fra Taiwan. Selskabet har - sammen med andre udviklere - ikke fået en elkøbsaftale for nogle af de kommende vindparker i landet hevet hjem.

Den danske energikoncern har tidligere fortalt, at det netop var vigtigt at indgå en elkøbsaftale med Taipower inden udgangen af 2018 og dermed få adgang til et højere støtteniveau.

- Det er udlandet, der ligger og køber op i Ørsted i dag, forklarer Mads Zink.

MEDICINALBRYLLUP GAV MEDVIND

Genmab fik luft i sejlene over frokost, da Bristol-Meyers Squibbs meldte ud om det 74 mia. dollar store køb af biotekselskabet Celgene. Før annonceringen midt på dagen lå Genmab til et fald på 1,7 pct. Men aktien sluttede med et fald på 0,2 pct. torsdag til 1023 kr.

- Det er selvfølgelig positivt for biotek generelt, at der er gang i opkøbsaktiviteten, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank.

- Det giver også en spillover-effekt til resten af sektoren. Det sætter spotlys på nogle af de andre selskaber med blockbuster-potentiale. Det har Celgene, og det har Genmab også med Darzalex. Når store medicinalselskaber er villige til at give så mange milliarder dollar for et selskab, skeler investorerne også til, om det kan fortsætte med nogle af de andre i sektoren, påpeger analytikeren.

KINABEKYMRINGER DÆMPEDE OPTIMISMEN

Dog var der generelt langt mellem snapsene torsdag, hvor det var bekymringer om takten i den globale vækst, der fik stemningen til at dykke på aktiemarkedet.

- Det er Apples nedjustering fra onsdag aften, der presser markedet. Nervøsiteten omkring nedgang i den kinesiske økonomi er steget - dels i form af dårlige data fra Kina over nytår og dels fra Appels konkrete nedjustering, siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.

Også Simcorp fik knubs på trods af en nyhed om en Dimension-aftale med Universal-Investment. Ifølge Mads Zink fra Danske Bank er Simcorp ramt af Apples nedjustering, der ramte telesektoren hårdt torsdag. Aktien faldt med 4,1 pct. til 441,40 kr.

Pandora lå med nederst i indekset med et fald på 3,7 pct. til 257,30 kr. Selve sektoren var hårdt ramt i Europa torsdag, hvor luksusmærker som LVMH, Hermes, Moncler og Burberry faldt med op til 4 pct., da der ligeledes her var bekymring om de kinesiske forbrugeres købekraft.

Onsdagens højdespringer i C25-indekset, GN Store Nord, endte ligeledes med i bunden torsdag af eliteindekset. Aktien faldt med 3,4 pct. til 247 kr. efter et plus onsdag på 5,1 pct.

William Demant og Ambu endte helt nederst i C25 med fald på henholdsvis 4,5 pct. til 179 kr. og 4,2 pct. til 155,70 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Pensionsselskaber: Kunderne skal betale regningen for rød bloks finansskat

Boris Johnson er favorit til at erstatte Theresa May - her er kandidaterne i konservativt lederopgør

Analyse: Trump trækker valutavåbnet for at skræmme kineserne

Mærsk vil lave flere aktie-tilbagekøb senere

Hummelgaard om ny aktieskat: "Vi har stadig finansielle markeder, der er alt, alt for spekulative"

Efter sløjt nøgletal for amerikansk økonomi: Nu venter markedet tre rentedyk fra Powell inden 2021

Efter ni år med Frøsig i Sydbank: Aktionærerne har intet tjent

Analyse: Mays afløser har tre muligheder