Markedet lukker: Ørsted endte i top og Novo Nordisk tabte pusten
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Penge Af
En opjustering fra Novo Nordisk trak de helt store overskrifter i løbet af fredagen, og det fik først på handelsdagen medicinalaktien til at ramme toppen i eliteindekset, men den formåede ikke at holde kadencen.

Det danske C25-indeks formåede ikke at slutte ugens sidste handelsdag på en positiv tone, da indekset faldt 0,7 pct. til 1113,97 fredag. Dermed forduftede torsdagens positive stemning.

- Det er volatile tider lige nu. Det går lidt op og ned, i forhold til hvad Donald Trump (USA's præsident, red.) udtaler. Vi så kinesiske nøgletal i går, der viste en stigende eksport og en faldende import, og for kineserne er det positivt, men det er også benzin på Donald Trumps bål og præcis det, han ikke ønsker, siger Daniel Fabricius, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.

Efter sidste uges forhandlinger mellem USA og Kina eskalerede handelsstridighederne igen, da Donald Trump torsdag i sidste uge varslede told på 10 pct. på kinesiske varer for yderligere 300 mia. dollar fra september. Det blev siden mødt af et modsvar fra Kina.

NOVO NORDISK STIGER EFTER OPJUSTERING

Novo Nordisk lå en stor del af dagen helt i toppen af indekset, efter at selskabet med et stærkt regnskab for andet kvartal formåede at dæmpe nogle af de bekymringer, der har været i aktiemarkedet, for at salget af selskabets primære vækstlokomotiv - GLP-1-midlerne - er ved at gå ned i fart.

Samlet opjusterer Novo forventningerne til salget til 4-6 pct. opgjort i lokal valuta mod tidligere 2-5 pct. Driftsresultatet ventes at stige med 4-6 pct. mod tidligere 2-6 pct.

Aktien sluttede med et fald på 0,2 pct. til 334 kr., på trods af at tallene umiddelbart var positive, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

- Jeg tror, at vandene er delt lidt hos investorerne. Hvis du kigger på regnskabet, så er det stærkt, og nogle af de midler, der skal bidrage til den fremtidige vækst, funkler også i andet kvartal - herunder Ozempic og Tresiba. Det er baggrunden for, at man kan løfte salgsforventningerne, siger han.

- Så er der måske en anden lejr af investorer, som er lidt mere nervøse for, hvad der kommer til at ske i 2020 i forhold til priser. Der er også politiske vinde, der virkeligt blæser kraftigt i USA, hvor vi ser det ene forslag efter det andet om at ændre sundhedssystemet, fortsætter han.

H+H BLEV FREDAGENS STORE VINDER

Uden for eliteindekset var der for alvor spotlys på H+H, der bragede frem med en stigning på 9,9 pct. til 104,40 kr. Porebetonvirksomheden opjusterede sine forventninger til hele året efter børslukketid torsdag, og samtidig offentliggjorde selskabet en række foreløbige regnskabstal

Andet kvartal viste stærk organisk vækst. Nu ser selskabet en organisk vækst i lokale valutaer på 8 pct. mod tidligere 7 pct. i 2019. Der ventes et driftsoverskud (EBITDA) på 510-550 mio. kr. mod tidligere 460-510 mio. kr.

Trods fredagens store kurshop ligger aktien dog ikke højere end i begyndelsen af juli.

FORTSAT FOKUS PÅ TORSDAGENS PLUSSER OG MINUSSER

Tilbage i eliteindekset indtog energikoncernen Ørsted topplaceringen med en stigning på 2,8 pct. til 655 kr. Selskabet offentliggjorde sit regnskab for andet kvartal torsdag morgen, og det skuffede umiddelbart investorerne, der sendte aktien ned med 0,8 pct. torsdag.

Regnskabet fra Novozymes skabte torsdag heller ikke begejstring, og aktien endte 4,3 pct. lavere. Fredag hentede enzymkoncernen dog lidt af det tabte tilbage med en stigning på 0,9 pct. til 291,50 kr.

Fredag kom det også frem, at Novozymes har fundet sig en ny finansdirektør, efter at selskabet i sit regnskab for andet kvartal torsdag morgen sagde farvel til Prisca Havranek-Kosicek.

Lars Green, der indtil nu har været en del af medicinalselskabet Novo Nordisks ledelse, bliver den nye finansdirektør i Novozymes.

Carlsberg var omvendt ikke til at skyde igennem i torsdag, efter at bryggerikoncernen kom med en pludselig opjustering af forventningerne til hele 2019.

Det fik investorerne til at sende aktien op med 11,3 pct., og fredag hang den positive stemning fortsat ved. Aktien steg 0,1 pct. til 976 kr. og sluttede dermed igen i rekord.

Blandt bundaktierne i indekset endte FLSmidth, der torsdag sluttede 10,1 pct. højere, efter at ingeniørkoncernen offentliggjorde sit regnskab for andet kvartal. Fredag blev aktien dog sendt ned med 2,6 pct. til 263,10 kr.

Danske Bank satte sig desuden 1,4 pct. til 94,92 kr. fredag. Tyske Berenberg skar tæt på 40 pct. af sit kursmål for Danske Bank-aktien. Det er nu 115 kr., hvor det tidligere var 190 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "hold".

Pandora smed også 2,2 pct. og endte i 241,90 kr. Fredag sænkede Goldman Sachs kursmålet for aktien i den danske smykkevirksomhed med 30 kr. til 300 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral".

GODE TAKTER OGSÅ UDEN FOR C25

Service- og sikkerhedsselskabet G4S havde overordnet pæn fremgang på toplinjen i første halvår, hvor driftsresultatet dog kun viste en lille stigning, viser regnskabet for første halvår. Aktien steg 2,2 pct. til 15,30 kr.

Veloxis blev belønnet med en stigning på 2,4 pct. til 3,23 kr. efter sit regnskab, der blev leveret torsdag efter børstid.

Regnskabet viste en næsten fordoblet omsætning i årets andet kvartal. Den endte på 19 mio. dollar mod 9,9 mio. dollar samme kvartal året før. Driftsresultatet voksede til et overskud på 2,3 mio. dollar fra underskud på 1,5 mio. dollar for et år siden.

/ritzau/FINANS

Få dagens vigtigste mail og start dagen på et oplyst grundlag. Tilmeld dig til nyhedsbrevet Børsen Morgenbriefing i boksen herunder

Børsen Morgenbriefing samler de vigtigste historier om erhverv, økonomi og aktier, så du på få minutter kan få et overblik over, hvad der er værd at vide.




Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Mægler efter sag om snyd med fremvisninger: "Det står klart for mig nu, at jeg havde svigtet min arv"

Klimafrygt slår købelyst ned: Penge bliver i lommen

Udenrigsminister: Vi har stemmer nok til brexit-aftale

Kongen af Køge er stjerne i aktiespillet: Jeg handler de samme aktier privat

Magiker har tryllet en forretning ud af det blå: "Det er lidt en barndomsdrøm"

Festlige Toyota Supra spejler japansk åndsliv

Boris Johnson har sendt to breve – men EU har formentlig ikke travlt med at forlænge brexitfristen

"Lad mig få Meryl Streep, sagde jeg til producenterne, og de kiggede undrende på mig"

Britisk minister slår fast: Storbritannien forlader EU 31. oktober