Aktieluk i Europa: Britisk Coloplast-rival blev belønnet efter regnskab
Foto: Stefan Wermuth / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
En positiv stemning bredte sig på langt størstedelen af de store aktiemarkeder i Europa torsdag, hvor et væld af regnskaber igen sørgede for, at investorerne ikke tørstede efter selskabsspecifikt nyt.

Det tyske DAX-indeks endte 0,5 pct. højere, og det franske CAC 40-indeks steg 0,6 pct. Omvendt gik det for det britiske FTSE 100-indeks, der sluttede dagen med et fald på knap 0,1 pct.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks steg 0,4 pct.

Handlerne brugte lidt tid på at fordøje onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, der helt som ventet førte til den første rentenedsættelse i mere end ti år.

På det efterfølgende pressemøde gav centralbankchefen ifølge Bloomberg News udtryk for, at det var en præventiv sænkning - og ikke starten på en ny cyklus af mange lempelser, og det førte umiddelbart efter til fald i de ledende amerikanske indeks.

Ved børslukketid i Europa torsdag lå indhentede de amerikanske aktieindeks igen det tabte.

ZALANDO OG CONVATEC BRAGEDE FREM

Britiske Convatec, der konkurrerer med danske Coloplast inden for både stomi, kontinens og hud- og sårpleje, måtte se sin omsætning skrumpe i første halvår, men investorerne var tilsyneladende tilfredse med regnskabet for perioden.

I hvert fald bragede aktien frem med 17,9 pct. på børsen i London, efter at regnskabet blev offentliggjort fra morgenstunden.

Omsætningsfaldet skyldtes udelukkende modvind på valutamarkedet. I andet kvartal var den organiske vækst samtidig på 2,1 pct., og det var højere en konsensusestimatet om en organisk vækst på 1 pct., oplyser finanshuset Jefferies ifølge Bloomberg News.

Tyske Zalando, som sælger tøj og sko på internettet, var også en af torsdagens helt store vindere i Europa torsdag, hvor investorerne belønnede selskabets regnskab ved at sende aktien op med 13,3 pct. på børsen i Frankfurt.

Trods faldende indtjeningsmarginer tjente Zalando mere end ventet i andet kvartal, og for hele året blev indtjeningsprognosen løftet en spids.

Zalandos mål er nu at ende med et justeret driftsresultat, EBIT, i toppen af det tidligere udmeldte interval på 175-225 mio. euro.

SHELL OG SIEMENS VAR I MODVIND

Det hollandske olieselskab Shell var omvendt i modvind på børsen, efter at regnskabet for andet kvartal inden åbningen viste et klart skuffende overskud.

Shells justerede nettooverskud blev således 3,46 mia. dollar i april, maj og juni mod ventet 4,94 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Aktien blev straffet med et fald på 4,9 pct. på børsen i Amsterdam.

Den tyske industrikæmpe Siemens spredte heller ikke ligefrem begejstring blandt investorerne, efter at selskabet i sit regnskab for andet kvartal sænkede sine forventninger til indtjeningen i hele 2019.

Det skete efter et kvartal, der ikke levede op til markedets forventninger. For hele året udtrykker Siemens i øvrigt nu en forventning om en driftsmargin i den lave ende af det udmeldte spænd på 11-12 pct.

Siemens finder det nu også "mere udfordrende" at nå i mål med ambitionen om en moderat vækst i omsætningen. Aktien faldt 4 pct.

Modekoncernen Hugo Boss nedpræciserede torsdag også forventningerne til hele 2019, og aktien sluttede 4,6 pct. lavere.

/ritzau/FINANS

Årets julegave til medarbejderne?

Med en virksomhedsaftale i Børsen Executive Club får dine udvalgte medarbejdere mulighed for at suge inspiration og ny viden om ledelse og forretningsstrategi til sig. Se alle fordelene her 

Ledelse


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Krogsgaard spår 10 gode år for Novos supermolekyle: Arven er sikret til efter Fruergaard

Dansk ingeniørvirksomhed bliver en del af stor international koncern: Et strategisk vigtigt skridt

Aktieluk i USA: Små plusser til slut - Nike og Apple øverst i Dow Jones

MP Pension til Coloplast: I år har vi fået endnu en grund til at stemme imod Lars Rasmussen som formand

CIP sejrer i USA med havmøllepark - Shell og Ørsted forbigået

Coloplast-formand om aflysning af frasalg af urologi-division: Det kan kun gå en vej og det er fremad

Rambøll vil sætte strøm på alle firmabiler: "Vores ambition er, at de eneste biler, vi har, er elbiler eller plugin-hybridbiler"

Sydbank om Danske Bank-opjustering: Det ligner en camoufleret nedjustering

Danske Bank opjusterer forventningerne for anden gang på under en uge