Aktieluk i USA: Netflix fik kursklø i marked der gik fra minus til plus
Foto: Lucy Nicholson / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
Den indledende negative stemning på det amerikanske aktiemarked blev torsdag visket væk i løbet af handelsdagen, og to af de tre ledende indeks i USA sluttede dagen med stigninger.

En mere positiv stemning bredte sig i kølvandet på nye kommentarer fra John Williams, som er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i New York.

Ifølge Bloomberg News udtalte han torsdag aften, at centralbankerne i en tid med lave renter skal handle hurtigt, hvis der opstår tegn på udfordringer for økonomien.

S&P 500-indekset sluttede dermed 0,4 pct. højere, og det teknologitunge Nasdaq-indeks steg 0,3 pct. Dow Jones-indekset endte torsdag stort set uændret efter at have været i minus det meste af handelsdagen.

Techgiganten Qualcomm fik del i opmærksomheden torsdag, efter at EU tildelte selskabet en bøde på over 1,8 mia. kr.

EU har fundet, at det var konkurrenceforvridende, da amerikanske Qualcomm i 2009-2011 solgte mikrochips billigere, end de kostede at producere. Det fortalte EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, på et pressemøde i Bruxelles.

- Hensigten var at eliminere konkurrenten Icera på markedet. Qualcomms overlagte handlinger forhindrede konkurrence og innovation på dette marked og begrænsede forbrugernes valgfrihed i en sektor med et enormt behov for konstant innovation, sagde hun.

Bøden på 1,8 mia. kr. svarer ifølge kommissionen til 1,27 procent af Qualcomms omsætning i 2018. Ifølge Qualcomm var omsætningen, hvad der svarer til over 151 mia. kroner.

Tech-aktien faldt 1,8 pct.

FRISKE REGNSKABER FORUD FOR HANDELSSTART

Unitedhealths aktie faldt også 2,3 pct. torsdag, efter at sygekassen forud for markedets åbning leverede regnskab for andet kvartal.

Det viste, at selskabet i kvartalet løftede indtjeningen med 13 pct. Unitedhealth venter nu en justeret indtjening per aktie for året i niveauet 14,70 dollar til 14,90 dollar mod en tidligere forventning om et resultat i niveauet 14,50 dollar til 14,75 dollar ifølge data fra Bloomberg News.

Investeringsbanken Morgan Stanley præsenterede også regnskab torsdag, og banken overraskede markedet med et overskud per aktie på 1,23 dollar mod ventet 1,14 dollar i andet kvartal ifølge estimater fra Bloomberg News.

Morgan Stanley-aktien steg 1,5 pct.

Efter børslukketid torsdag melder Microsoft sig på banen med regnskab for fjerde kvartal af selskabets forskudte regnskabsår.

Ifølge et analytikerestimat fra Bloomberg News ventes Microsoft at levere en indtjening per aktie på 1,22 dollar for fjerde kvartal.

Microsoft-aktien er steget 34 pct. i indeværende år, og forud for torsdagens offentliggørelse endte aktien 0,1 pct. højere.

NETFLIX FIK KURSKLØ OG EBAY STEG

Efter amerikansk børslukketid onsdag leverede en række selskaber også regnskaber, og blandt dem skuffede særligt streamingtjenesten Netflix.

Netflix havde selv forventet, at 5 mio. nye brugere ville tilslutte sig film- og serietjenesten globalt i andet kvartal, men virkeligheden blev en anden. Med 2,7 millioner nye abonnenter i april, maj og juni var det kun omkring halvdelen af Netflix' abonnentsmål, der blev nået.

Siden regnskabet har en række finanshuse sænket deres kursmål for aktien. Netflix-aktien tog et dyk på 10,3 pct. torsdag.

Modsat gik det for handelsplatformen Ebay, som steg 1,9 pct.

Stigningen kom i kølvandet på selskabets regnskab for andet kvartal. Her løftede Ebay blandt andet sine forventninger til den justerede indtjening per aktie for året.

Selskabet ser nu den justerede indtjening per aktie for fortsættende aktiviteter i niveauet 2,70 dollar til 2,75 dollar mod det tidligere niveau på 2,64 dollar til 2,70 dollar.

/ritzau/FINANS

Din medarbejder vil hellere have dig fyret - end selv at få mere i løn

Omverdens krav og forventninger til ledere er ved at ændre sig dramatisk og har resulteret i en reel ledelseskrise. Hvis ledere skal holde på dygtige medarbejdere og rekruttere talenter, så kræves der noget helt andet af en moderne leder.

Det fortæller Rasmus Hougaard, der har skrevet bogen "The mind of the leader", der bygger på research blandt 35.000 ledere verden over. Du kan opleve Rasmus Hougaard og andre internationale thought leaders på Børsens Ledelseskonference d. 30. september. Lær af de dygtigste og få konkrete værktøjer til dit eget ledelsesarbejde. Meld dig til her.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Venstre vælger Inger Støjberg som ny næstformand

Jakob Ellemann-Jensen er nu officielt Venstres nye formand

Hvor solen stråler lidt klarere

Uffe Ellemann vil ikke blande sig i, hvordan Venstre skal ledes: "Gamle formænd og farmænd skal ses og ikke høres"

Dansk erhvervsliv ønsker Jakob Ellemann-Jensen tillykke med topposten i Venstre: Ser frem til samarbejdet

Novo Nordisk får godkendt diabetespille med kæmpepotentiale i USA: "Vigtigheden kan ikke understreges nok"

V-partisekretær: Aldrig har vi oplevet et så brutalt opgør

Novo-chef: Måske den vigtigste milepæl i min tid som direktør

Københavns Andelskasse sigtet for brud på hvidvasklovgivningen