Aktieåbning: Genmab topper grønt C25 - Bioporto brager ned
Topchef i Genmab Jan van de Winkel.
Foto: Steven Achiam/Arkiv
Penge Af
De danske aktier er kommet positivt i gang med mandagens handel, hvor Genmab er blandt vinderne efter en ansøgning om godkendelse af en ny version af kræftmidlet Darzalex i USA.

Knap så meget succes har Bioporto i USA. Selskabet har måttet droppe ansøgningen om godkendelse af en børneudgave af NGAL-testen i USA, og det smitter kraftigt negativt af på den aktie mandag morgen.

  Overordnet set er stemningen på det europæiske marked dog positiv, efter at de tre ledende amerikanske indeks alle endte i rekord fredag.

Mandag morgen fortsætter den positive stemning, og fra start stiger C25-indekset herhjemme med 0,7 pct. til 1131,82.

GENMAB GÅR EFTER HURTIGERE BEHANDLING MED DARZALEX

Genmab kunne fredag efter børslukketid fortælle, at selskabets partner, Janssen Pharmaceuticals, har ansøgt de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, om en godkendelse af kræftmidlet Darzalex i en subkutan version.

Det skal kunne nedbringe behandlingstiden markant, og derfor har Genmab selv store forventninger til den version.

Ansøgningen er baseret på data fra de to igangværende studier: Fase 3-studiet Columba og fase 2-studiet Pleiades.

Genmab offentliggjorde i februar i år toplinjeresultaterne fra Columba-studiet, og de data viste grundlæggende, at behandlingen med Darzalex i en subkutan version er lige så god som behandlingen i en almindelig intravenøs form, hvor behandlingstiden er markant længere.

  Den subkutane version sprøjtes nemlig ind lige under huden, mens den intravenøse version tages via drop.

Genmab-aktien stiger fra start med 1,7 pct. til 1191 kr. og er dermed topscorer i C25-indekset.

BIOPORTO DROPPER NGAL-ANSØGNING I USA

For Bioporto er der omvendt kraftig modvind i den tidlige handel, efter at biotekselskabet har trukket sin registreringsansøgning for en børneudgave af nyretesten NGAL til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, tilbage.

Som en konsekvens af tilbagetrækningen suspenderer Bioporto også sine forventninger til det igangværende regnskabsår, indtil regnskabet for første halvår offentliggøres den 15. august.

I en meddelelse mandag morgen oplyser Bioporto, at selskabet har modtaget et brev fra FDA, hvori myndighederne beder om yderligere information om NGAL, og med de nuværende kliniske studier og data har Bioporto ikke nok data til at fortsætte med den nuværende ansøgning.

- Bioporto har gennemgået FDA's AI-anmodning og konkluderet, at de eksisterende kliniske studier og data ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag til at fortsætte med den nuværende ansøgning. Derfor vil den nuværende registreringsansøgning blive trukket tilbage, skriver Bioporto.

Aktien i selskabet brager ned med 21,6 pct. til 3,11 kr.

Tilbage i C25-regi får også Mærsk Drilling, der på børsen går under navnet The Drilling Company of 1972, lidt opmærksomhed mandag.

  Borerigselskabet har fået sænket sit kursmål hos den britiske storbank HSBC til 637 kr. fra 680 kr., men den positive anbefaling "køb" fastholdes, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Aktien falder med 1,1 pct. til 497,20 kr. og er bundprop i eliteindekset.

BRØNDBY OG FCK INDLEDER NY SÆSON MED SEJRE

Blandt sidepapirerne kan der også komme bevægelse i fodboldaktierne, efter at den nye sæson i Superligaen hen over weekenden blev sparket i gang.

Det gjorde den med sejre til to af de Nasdaq-noterede klubber og nederlag til de to øvrige.

Brøndby IF slog søndag Silkeborg IF med 3-0 på hjemmebane, mens Parken Sport & Entertainments klub, FC København, besejrede OB med 3-2.

AaB tabte med 2-0 til Lyngby.

Brøndby-aktien stiger fra start med 3,5 pct. til 0,89 kr., Parken er åbnet uændret i 119,50 kr., SIF er endnu ikke handlet og dermed stadig i fredagens lukkekurs på 16,30 kr., og AaB falder med 1,2 pct. til 86 kr.

/ritzau/FINANS

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Onlinebank lander banklicens: "Det er lidt som at blive kvalificeret til Champions League"

Flere banker ser på minusrenter til private

Medierne på grillen: Har pressen hvidvasket de forkerte?

Lagre bugner mere end forventet hos Pandoras partnere: Alexander Lacik vil bruge yderligere 500 mio kr på at købe smykker tilbage

Aktiechef efter overstået regnskabssæson: "Det er ikke gået så galt for de danske selskaber, som man kunne have frygtet"

Trumps tropper slår igen: Ingen recession

Krisen fortsætter i italiensk politik: Nu træder premierministeren tilbage

Coloplast-boss: "Det er min største frygt, at vi kommer til en verden hvor produkter ikke betyder noget"

Aktieluk i Europa: Italiensk uro sendte nervøsitet ind over kontinentet