Aktieluk i USA: De tre ledende indeks sluttede i rekord før regnskabssæson
Penge Af
De amerikanske aktiemarkeder sluttede ugens sidste handelsdag med en trefoldig indeksrekord, efter at de tre ledende indeks alle endte fredagen med stigninger.

Det brede S&P 500-indeks gik frem med 0,4 pct. Dow Jones-indekset, der allerede torsdag også præsterede en lukkerekord, steg 0,9 pct., og Nasdaq-indekset blev løftet med 0,6 pct.

Dermed er S&P 500-indekset for første gang nogensinde lukket over indeks 3000-grænsen med et slutniveau på 3013,12 fredag. Torsdag lukkede indekset lige under grænsen i 2999,91.

Torsdag kiksede rekordforsøget også for Nasdaq-indekset, men fredag var indekset igen på rekordkurs og lukkede i 8244,14. Indekset skulle slutte dagen over 8202,53 for at slå den seneste rekord.

HØJERE RENTER TIL GLÆDE FOR FINANS

Mens de amerikanske aktiehandlere ser frem mod den amerikanske regnskabssæson, der skydes i gang i næste uge, blev stemningen i markedet også fredag domineret af udsigten til en rentelettelse, når den amerikanske centralbank holder pengepolitisk møde den 31. juli.

Udsigten til en rentesænkning stimulerer inflationsforventningerne og giver dermed anledning til en stigning i de lange renter.

Torsdag steg renten på den tiårige amerikanske statsobligation 7 basispoint til glæde for forretningsbankerne, der trives dårligt i et lavrentemiljø, og fredag blev renteniveauet for det amerikanske statspapir stort set fastholdt.

Fredag steg de store finansaktier, og dagen sluttede med plusser på 1,6 pct. til Morgan Stanley, på 1,1 pct. til JPMorgan, på 1,3 pct. til Goldman Sachs og på 0,2 pct. til Citigroup

Før handelsstart fik investorerne også nyt om udviklingen i de amerikanske producentpriser, der steg 0,1 pct. i juni sammenlignet med maj. Til sammenligning havde økonomerne ventet uændrede priser, viser estimater fra Bloomberg News.

FORD STEG EFTER VOLKSWAGENS INVESTERING

Fredag bød også på selskabsspecifikt nyt for bilproducenten Ford, der får tilført 2,6 mia. dollar fra Volkswagen i investering i Fords selvkørende Argo-model. Den amerikanske bilaktie steg fredag 2,9 pct.

Investeringen er en udvidelse af det amerikansk-tyske samarbejde til også at dreje sig om elektriske- og selvkørende biler. Bilgiganterne arbejder i forvejen sammen om at bygge pickup-trucks og varebiler.

Omvendt faldt biotekaktien Illumina 16,1 pct. fredag ved middagstid efter rapportering af skuffende resultater. Selskabet offentliggjorde foreløbige salgstal for andet kvartal torsdag aften efter amerikansk børslukketid, og omsætningen viste sig at være en skuffelse.

Samtidig skruede biotekselskabet forventningerne til salgsvæksten ned for hele året til omkring 6 pct. mod tidligere 13-14 pct., skriver Bloomberg News.

Den belgiske bryggerikoncern AB Inbev, der også er noteret på børsen i New York, måtte også tage til takke med et fald på 3 pct., efter selskabet oplyste, at det har droppet planerne om at børsnotere en del af datterselskabet Budweiser Brewing Company APAC Limited i Hongkong.

UENS RETNING FOR MEDICINALSELSKABER

Fredag var der også igen fokus på de store medicinalaktier. De blev torsdag ramt af, at den amerikanske regering har sløjfet sit forslag om, at de rabatter, sygekasser og forsikringsselskaber opnår fra medicinproducenterne, skal videreføres til patienterne.

Til gengæld kan producenterne muligvis blive ramt af regeringens ønske om lavere medicinpriser, og det belastede torsdag selskaber som Pfizer og Merck.

Fredag fortsatte faldet for Pfizer, der dykkede 1,4 pct., og Merck tabte ligeledes 1,6 pct.

Af særlig dansk interesse kunne det noteres, at Campbell Soup har solgt sin danske småkagevirksomhed Kelsen til den italienske konfekturekoncern Ferrero for 300 mio. dollar.

Det bringer Kelsens kager i selskab med brands som blandt andet Nutella. Campbell-aktien sluttede fredag 0,1 pct. højere.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Dagen derpå: Finanshuse sænker kursmål for Danske Bank efter regnskab

Iværksættere genbruger koncept og omsætter for 70 mio. kr.: "Det er ikke bare et lucky shot det her - vi har jo gjort det før"

Britisk finansminister: No deal-brexit vil skubbe Storbritannien i recession

Negativ rente tvinger Nordea og Danske Bank til at sadle om: "Det er en udfordring, som gode banker er i stand til tackle"

Midt i nyt ebola-udbrud: Bavarians vaccine bliver muligvis ikke taget i brug

Aktieanalysechef: "Det her er endnu et tegn på det førerskab som Ørsted har"

Ørsted sejrer i stor udbudsrunde - foretrukket til havvindmøllepark i New York

Det sker i dag: Ørsted-konkurrent med regnskab