Aktiestatus i USA: Rekordjagten fortsætter før regnskabssæsonen skydes i gang
Foto: Lucas Jackson/Ritzau Scanpix
Penge Af
Muligheden for trefoldig indeksrekord lever fortsat på de amerikanske aktiemarkeder fredag ved middagstid, hvor de tre ledende indeks i USA stiger.

Det brede S&P 500-indeks går kort før klokken 12.30 lokal østkysttid frem med 0,2 pct. Dow Jones-indekset, der allerede torsdag præsterede en lukkerekord, stiger 0,5 pct., og Nasdaq-indekset løftes 0,4 pct.

Dermed har S&P 500-indekset igen passeret indeks 3000-grænsen og bragt sig i rekordterræn i indeks 3005,35 fredag middag. Torsdag lukkede indekset lige under grænsen i 2999,91.

For Nasdaq vil en lukning over 8202,53 være rekord. Rekordforsøget kiksede torsdag, da indekset lukkede med et fald på 0,1 pct., men fredag er indekset igen på rekordkurs, da det ved middagstid ligger i 8225,77.

Før handelsstart fik investorerne nyt om udviklingen i de amerikanske producentpriser, der steg 0,1 pct. i juni sammenlignet med maj. Til sammenligning havde økonomerne ventet uændrede priser, viser estimater fra Bloomberg News.

Ser man på udviklingen eksklusive fødevarer og energi, også kaldet kerneproducentpriserne, var priserne 0,3 pct. højere end i måneden før. Her var der ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 0,2 pct.

HØJERE RENTER TIL GLÆDE FOR FINANS

Mens de amerikanske aktiehandlere ser frem mod den amerikanske regnskabssæson, der skydes i gang i næste uge, sættes stemningen i markedet også fredag af udsigten til en rentelettelse, når den amerikanske centralbank holder pengepolitisk møde den 31. juli.

Udsigten til rentesænkning stimulerer inflationsforventningerne og giver dermed anledning til en stigning i de lange renter. Torsdag steg renten på den tiårige amerikanske statsobligation 7 basispoint til glæde for forretningsbankerne, der trives dårligt i et lavrentemiljø, og fredag fastholdes renteniveauet for det amerikanske statspapir.

Fredag stiger de store finansaktier med plusser på 0,8 pct. til Morgan Stanley, på 0,5 pct. til JPMorgan, på 0,8 pct. til Goldman Sachs og på 0,3 pct. til Citigroup

Fredag byder på selskabsspecifikt nyt for Ford, der får tilført 2,6 mia. dollar fra Volkswagen i investering i Fords selvkørende Argo-model. Den amerikanske bilaktie stiger 2,6 pct.

Investeringen er en udvidelse af det amerikansk-tyske samarbejde til også at dreje sig om elektriske- og selvkørende biler. Bilgiganterne arbejder i forvejen sammen om at bygge pickup-trucks og varebiler.

Omvendt falder biotekaktien Illumina 15,7 pct. fredag ved middagstid efter rapportering af skuffende resultater. Selskabet offentliggjorde foreløbige salgstal for andet kvartal torsdag aften efter amerikansk børslukketid, og omsætningen viste sig at være en skuffelse.

Samtidig skruede biotekselskabet forventningerne til salgsvæksten ned for hele året til omkring 6 pct. mod tidligere 13-14 pct., skriver Bloomberg News.

UENS RETNING FOR MEDICINAL

Fredag er der også fortsat fokus på de store medicinalaktier.

De blev torsdag ramt af, at den amerikanske regering har sløjfet sit forslag om, at de rabatter, sygekasser og forsikringsselskaber opnår fra medicinproducenterne, skal videreføres til patienterne.

Til gengæld kan producenterne muligvis blive ramt af regeringens ønske om lavere medicinpriser, og det belastede torsdag selskaber som Pfizer og Merck.

Fredag fortsætter faldet for Pfizer, der dykker 2 pct., og Merck taber ligeledes 2,6 pct.

Af særlig dansk interesse kan det noteres, at Campbell Soup har solgt sin danske småkagevirksomhed Kelsen til den italienske konfekturekoncern Ferrero for 300 mio. dollar.

Det bringer Kelsens kager i selskab med brands som blandt andet Nutella. Campbell-aktien ligger uændret ved middagstid fredag.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Dagen derpå: Finanshuse sænker kursmål for Danske Bank efter regnskab

Iværksættere genbruger koncept og omsætter for 70 mio. kr.: "Det er ikke bare et lucky shot det her - vi har jo gjort det før"

Det skal du i weekenden

Negativ rente tvinger Nordea og Danske Bank til at sadle om: "Det er en udfordring, som gode banker er i stand til tackle"

Midt i nyt ebola-udbrud: Bavarians vaccine bliver muligvis ikke taget i brug

Aktieanalysechef: "Det her er endnu et tegn på det førerskab som Ørsted har"

Ørsted sejrer i stor udbudsrunde - foretrukket til havvindmøllepark i New York

Det sker i dag: Ørsted-konkurrent med regnskab

Dansk Erhverv: Færre nye selskaber skyldes IVS-død