Aktieåbning: Novo og Coloplast i bunden i rød indgang til weekenden
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Penge Af
Medicinalaktierne starter fredagen ud i bunden af eliteindekset. Der er negative fortegn til både Novo Nordisk og Coloplast i de første handler på fondsbørsen.

Dermed følger de danske aktier den trend, der satte ind på det amerikanske marked torsdag, hvor flere nyhedsbureauer skrev, at den amerikanske regering har droppet et forslag, om at amerikanske sygekasser og forsikringsselskaber alligevel ikke skal sende de rabatter, de får hos medicinalselskaberne, videre til patienterne.

Til gengæld kan producenterne nu blive ramt af Trump-regeringens ønske om lavere medicinpriser, og det belastede medicinalgiganter som Pfizer og Merck på Wall Street med fald på 2,4 pct. og 4,5 pct.

Novo Nordisk falder fredag med 1,6 pct. til 321,65 kr., mens Coloplast hægter sig godt på med et fald på 1,2 pct. til 790,80 kr. i et eliteindeks, der falder med 0,4 pct til 1130,94.

Fortsat pres på B&O

Fredag morgen er presset på aktien i Bang og Olufsen sat ind med et fald på 3,5 pct. til 44,58 kr. for aktien efter et plus på 5,7 pct. torsdag. Kursstigningen kom trods et skuffende regnskab fra Struer-selskabet - men aktien steg blandt andet på topchef Henrik Clausens udtalelse om, at andet halvår 2019/20 vil være et vendepunkt for virksomheden.

ABG har dog efterfølgende klistret en salgsanbefaling på aktien mod tidligere "hold", mens kursmålet skæres til 37 kr. fra 40 kr.

Flere analytikerøjne

Transportgiganten DSV har fået løftet kursmålet af Jefferies med knap 10 pct. til 750 kr. Finanshuset anbefaler fortsat "køb".

DSV dykkede torsdag 0,3 pct., men stiger 1,3 pct. fredag morgen til 641,80 kr i de første handler og bringer sig dermed op i toppen af C25.

Carlsberg får et skulderklap af den canadiske storbank RBC, der har løftet kursmålet for bryggeriaktien til 1010 kr. fra 900 kr. RBC tror fortsat, at Carlsberg vil gøre det bedre end den generelle udvikling på markedet, da anbefalingen lyder på "outperform".

Carlsberg faldt torsdag 0,1 pct. - og fredag fortsætter den negative stemning omkring bryggeriaktien, der falder med 1 pct. til 904,60 kr. fra morgenstunden.

Energikoncernen Ørsted har fået løftet kursmålet af det spanske finanshus Santander, der nu fastsætter et kursmål for energiaktien til 615 kr. mod det hidtidige 510 kr.

Med det nye kursmål lægger Santander sig tæt op ad det nuværende niveau for Ørsted-aktien. Aktien falder 0,1 pct. til 613,40 kr. fredag morgen.

Anbefalingen fra det spanske lyder fortsat på "køb".

Bankaktier i hopla

Blandt sidepapirerne får Nordea positiv afsmittende effekt fra svenske SEB, der har fremlagt et bedre end ventet regnskab for andet kvartal.

Nordea stiger med 1,9 pct. til 50,80 kr. Om det samme gælder Jyske Bank og Danske Bank er uvist - men aktierne stiger med henholdsvis 1,5 pct. og 1,2 pct. til 230,10 kr. og 104 kr. uden selskabsspecifikke nyheder udover det gode svenske bankregnskab.

A.P. Møller-Mærsk har fået ratetal fra Shanghai Containerized Freight Indeks, SCFI, og den forgange uge resulterede i en stigning i raterne for containerfragt. Indekset stiger til 817,41, som er 1 pct. højere end ugen før, hvor indekset endte på 810,91.

Men for ruterne mellem Fjernøsten og Europa, der spiller den største rolle for danske Maersk Line, er udviklingen ikke helt så positiv.

Her falder raterne til 676 dollar fra 688 dollar, svarende til 2 pct., fremgår det af SCFI.

En B-aktie i Mærsk stiger 0,5 pct. til 7770 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Dagen derpå: Finashuse sænker kursmål for Danske Bank efter regnskab

Iværksættere genbruger koncept og omsætter for 70 mio. kr.: "Det er ikke bare et lucky shot det her - vi har jo gjort det før"

Negativ rente tvinger Nordea og Danske Bank til at sadle om: "Det er en udfordring, som gode banker er i stand til tackle"

Midt i nyt ebola-udbrud: Bavarians vaccine bliver muligvis ikke taget i brug

Aktieanalysechef: "Det her er endnu et tegn på det førerskab som Ørsted har"

Ørsted sejrer i stor udbudsrunde - foretrukket til havvindmøllepark i New York

Det sker i dag: Ørsted-konkurrent med regnskab

Dansk Erhverv: Færre nye selskaber skyldes IVS-død

Aktier: Renteindikationer fra Fed sender markederne markant op i Asien