Før markedet åbner: Fokus på Danske Bank efter nedjustering
Chris Vogelzang, administrerende direktør i Danske Bank, kunne mandag aften meddele, at Danske Bank nedjusterer forventningerne til 2019. Her ses tochefen under Folkemødet 2019 på Bornholm.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Penge Af
Danske Bank vil atter komme i fokus, når aktiemarkedet åbner tirsdag, efter at banken mandag aften meddelte, at den nedjusterer forventningerne til resultatet efter skat i 2019.

Det sker, på en dag hvor aktiefutures i forvejen indikerer en negativ handelsstart, og hvor mandagens aktiefald i USA tirsdag fortsætter på de asiatiske markeder.

Den tyske DAX-future falder tirsdag morgen 0,6 pct., mens ledende amerikanske aktiefutures falder med 0,3-0,5 pct.

Mandag endte det danske eliteindeks, C25, samlet set 0,02 pct. højere i 1141,29.

DANSKE BANK NEDJUSTERER

Efter de seneste mange måneders tumult meddelte Danske Bank mandag, at banken nedjusterer forventningerne til resultatet efter skat i indeværende regnskabsår. Banken ser nu et overskud på 13-15 mia. kr. mod tidligere ventet 14-16 mia. kr.

  Nedjusteringen skyldes, at bankens ledelse forventer, at det generelt svage momentum i indtægterne vil fortsætte, og dertil kommer øgede omkostninger til compliance og hvidvaskbekæmpelse, lyder det.

I forbindelse med nedjusteringen mandag aften fremlagde Danske Bank samtidig foreløbige regnskabstal for andet kvartal, inden det endelige regnskab for perioden lander torsdag den 18. juli.

Her forventer banken at lande på et resultat efter skat på cirka 4,0 mia. kr. Indtægterne forventes i alt at blive på cirka 11,5 mia. kr., hvor handelsindtægter udgør 0,8 mia. kr., og omkostningerne ses ramme omkring 6,7 mia. kr.

Siden nedjusteringen har ABG Sundal Collier sænket sit kursmål for Danske Bank-aktien til 130 kr. fra 140 kr. Finanshuset anbefaler fortsat "køb" af aktien.

Også Nordea har skruet på sit kursmål for bankkollegaen. Nordea har sænket kursmålet til 140 kr. fra 150 kr., mens anbefalingen "køb" gentages. Det fremgår af et analysenotat fra den nordiske storbank tirsdag morgen.

Mandag endte Dansk Bank-aktien dagen med et fald på 1,9 pct. til 104,20 kr.

FINANSHUSE HAR FORETAGET JUSTERINGER

Analytikernyt er der også til Chr. Hansen, Demant og Mærsk tirsdag. Tyske Berenberg har sænket sin anbefaling af Chr. Hansen-aktien til "sælg" fra "hold".

  Det fremgår af en analyse fra finanshuset tirsdag morgen, hvor kursmålet sænkes i samme ombæring til 575 kr. fra 630 kr. Berenberg vurderer, at væksten hos Chr. Hansen generelt er på vej ned i gear.

Mandag faldt ingrediensaktien marginalt og lukkede i 616 kr.

Demant har fået skåret kursmålet af amerikanske JPMorgan, så det nu lyder på 218 kr. Tidligere var det på 233 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

JPMorgans anbefaling af aktien, der mandag faldt 0,3 pct. til 204,10 kr., er stadig "hold".

Derudover har Handelsbanken hævet kursmålet for Mærsk til 9000 kr. fra 8500 kr. Anbefalingen "køb" gentages, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Mærsks B-aktie faldt mandag med 1,5 pct. til 7842 kr. Dermed indikerer Handelsbankens nye kursmål et potentiale på lige knap 15 pct.

GENMAB-NYT OM DARZALEX

Biotekselskabet Genmab kunne mandag aften berette, at selskabet i et studie, der evaluerer Darzalex i kombination med Velcade, Revlimid og Dexamethason, har mødt sit primære endepunkt.

Selskabet oplyser, at omkring 42 pct. af patienterne med multipel knoglemarvskræft behandlet med Darzalex i kombination med VRd opnåede respons mod 32 pct., der blev behandlet med VRd alene.

  Studiet er baseret på fase-2 i Griffin-studiet, der involverede nyligt diagnosticerede patienter med knoglemarvskræft, der er berettiget til kemoterapi med høj dosis og stamcellertransplantation.

Mandag sluttede Genmab-aktien med et fald på 1,5 pct. til 1183 kr.

MULIG GENREJSNING TIL MEDICINALAKTIER

I tirsdagens handel kan de danske medicinalaktier muligvis genvinde noget af det tabte, efter at aktierne generelt var under pres mandag på udmeldinger fra USA's præsident, Donald Trump.

Gennem længere tid har Trump været ude efter priserne, som han mener er for høje, og op til weekenden blev han citeret for at sige, at et dekret, som skal reducere de amerikanske medicinalpriser, så de matcher de laveste i verden, er på vej.

Det reagerede blandt andet Novo Nordisk-aktien på mandag, hvor den endte 1,4 pct. lavere i 334,40 kr., mens Lundbeck-aktien tabte 4 pct. til 258,80 kr.

Aktie: Danske Bank


Få dagens vigtigste mail og start dagen på et oplyst grundlag. Tilmeld dig til nyhedsbrevet Børsen Morgenbriefing i boksen herunder

Børsen Morgenbriefing samler de vigtigste historier om erhverv, økonomi og aktier, så du på få minutter kan få et overblik over, hvad der er værd at vide.




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Invester i kunst: Unikke danske værker på auktion

Annoncørbetalt
indhold af Bruun Rasmussen

Forsiden lige nu


Henrik Lind og Lego-familie satser formue i ny milliardfond

EU-præsident anbefaler en udskydelse af brexit - intet behov for topmøde

Flertal i det britiske parlament stemmer for Boris Johnsons brexitaftale - men afviser hans stramme tidsplan

Nordisk tv-fusion til milliarder

Afstemning i det britiske Underhus ca. klokken 20: Er der for første gang et flertal for en brexitaftale?

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlader Liberal Alliance: "Elastikken holdt ikke længere så at sige"

Mindre kursfald på andendagen for Tevas milliardforlig

LA-leder begræder partiprofils farvel: Kan ikke se uenigheden

Radio24syv taber udbud om at drive DAB-radio