Aktier i Europa: Markedet stopper op efter trusler fra Trump
Donald Trump.
Foto: Mandel Ngan / AFP / Ritzau Scanpix
Penge Af
De europæiske aktiemarkeder er farvet røde onsdag, efter at stigningerne begyndte at ebbe ud i USA allerede tirsdag.

Gnidningerne mellem USA og Kina fortsætter, og selv om de to lande mødes senere på månedens G20-møde, så lod USA's præsident, Donald Trump, tirsdag forstå, at der ikke bliver nogen handelsaftale, medmindre kineserne giver sig på fire til fem væsentlige punkter. Samtidig truede Trump med endnu højere told på kinesiske varer.

"Markederne har haft en stærk start på måneden, og der er ikke nogen reel grund til at fortsætte frem i øjeblikket," siger Connor Campbell, analytiker hos Spreadex i London, til Reuters.

Europa Stoxx 600-indekset falder onsdag middag med 0,5 pct. til 379,19, hvilket begrænser junis afkast til 2,8 pct.

Tobaksgiganten British American Tobacco er under størst pres blandt de store europæiske selskaber. Aktien falder med 5 pct. i kølvandet af en salgsopdatering for første halvår, der ifølge Bloomberg især skuffer målt på salget af en ny generation af produkter, heriblandt nikotininhalatorer.

Listen over onsdagens fald præges desuden af oliesektoren. Prisen på en tønde Brent-olie falder med 2,4 pct. og er på bare tre uger rykket fra et niveau over 70 dollar per tønde til nu 60,78 dollar per tønde.

Tullow Oil falder med 4,6 pct., Subsea 7 ligger 4,2 pct. nede, og Aker BP falder 3,4 pct.

I Tyskland er mediekoncernen Axel Springer derimod at finde på den grønne gren, efter at kapitalfonden KKR onsdag har tilbudt at købe selskabets minoritetsaktionærer ud. Aktien stiger næsten 12 pct. til 62,50 euro, selv om dagen også har budt på en nedjustering fra mediekoncernen.

Tilbuddet fra KKR lyder på 63 euro per aktie. Det svarer til en præmie på 40 pct., i forhold til niveauet før Axel Springer i slutningen af maj meddelte, at selskabets hovedaktionærer havde drøftelser med KKR om at tage selskabet af børsen.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


De Radikale bliver væk fra forhandlinger om klima

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"

Bankerne revser vismænd: Boligejerne betaler langt højere skatter, end vismændene har regnet sig frem til

Nets-formand forsvarer udskældt aktieprogram: En realistisk gevinst er kun 3,7 milliarder

Pandora-topchef ser ikke grund til at lave store ændringer i antallet af smykkeforhandlere

Aktieluk i Europa: Små udsving op til ny renteprognose fra USA

Rentegyser i USA i aften: Powell under kæmpe pres for rentehug

De Radikale øjner ambitiøs klimaaftale i forhandlingerne