Aktiestatus: GN Store Nord gør comeback - springer til toppen af C25
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Penge Af
Aktien i GN Group gør onsdag comeback på det danske aktiemarked, hvor C25-feltet er knækket over stort set på midten. Selve eliteindekset, C25, ligger 0,07 pct. lavere i 1128,92 efter fald i 12 indeksmedlemmer og stigninger i 13.

I toppen ligger GN til en gevinst på 4,1 pct. til 325,10 kr. efter et fald på 2,7 pct. tirsdag, hvor aktien dykkede oven på salgstal fra den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs, VA, for maj.

I måneden skrumpede GN Hearings markedsandel målt på værdi til 20,4 pct. fra 29,9 pct. i april, da to konkurrenters lanceringer af nye produkter gjorde indhug i salget.

"Der er mig bekendt ikke nyt fremme om GN, så det virker, som om at markedet umiddelbart ser tirsdagens fald som en overreaktion efter tallene," siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Short-salg presser Ambu

Også Ambu har foretaget en U-vending, men falder med 2,8 pct. til 105,15 kr. efter en stigning på 7,8 pct. tirsdag. Aktien fortsætter dermed de markante udsving, der har kendetegnet året og desværre for aktionærerne har været mest med negativt fortegn. Siden årsskiftet er aktien faldet næsten 33 pct.

De seneste opgørelser viser, at over 9 pct. af Ambus aktier er shortet, hvilket dækker over en manøvre, hvor investorer spekulerer i, at aktien bliver mindre værd.

"Vi kan se, at shortpositionerne stadig bygges op. Vores handlere oplever også, at der er et vist salgspres fra udenlandske investorer i Ambu," siger Martin Munk.

Blandt formiddagens kursrykker er også A.P. Møller-Mærsk, der falder med 2,5 pct. til 7130 kr. målt på B-aktien. Der er ikke nyt fremme, men stemningen på de europæiske børser er negativ blandt andet som følge af frygt for, at væksten bremser op på baggrund af handelskonflikten mellem USA og Kina.

Transport- og logistikkoncernen DSV, hvis vækst også afhænger af konjunkturerne, falder 0,4 pct. til 609,80 kr. Kepler Cheuvreux har ellers løftet sit kursmål for aktien med 14 pct., så det nu lyder på 690 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

Der er også nyt fremme om Pandora, der går 0,7 pct. frem til 233,60 kr., efter at SEB har løftet anbefalingen af smykkeselskabet til "hold" fra "sælg". Kursmålet er uændret 235 kr.

Rygklap til Carlsberg

Franske Société Générale ser potentiale i Carlsberg-aktien og løfter kursmålet med hele 200 kr. til 1050 kr. Anbefalingen er stadig "køb". Bryggeriaktien stiger 1,6 pct. til 906,60 kr.

Novo Nordisk stiger yderligere 0,6 pct. til 342,80 kr. efter en gevinst på 5,2 pct. tirsdag, hvor analytikere på baggrund af data fra konkurrenten Eli Lilly konkluderede, at Novos vækst næppe vil blive afsporet.

Onsdag skal markedet så fordøje detaljerede data fra Novos hjertekar-studie med diabetespillen oral semaglutid, men Novo offentliggjorde allerede sidste år hovedkonklusioner fra studiet, og der er derfor ikke tale om noget, der bør få større kurspåvirkning, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

SAS-aktien dykkede 2,6 pct. tirsdag, hvor luftfartsselskabet offentliggjorde trafiktal for maj, der var præget af den seneste pilotstrejke.

Siden har HSBC skåret omtrent 17 pct. af sit kursmål for aktien, så det nu lyder på 9,24 kr. Anbefalingen "hold" gentages, fremgår det af Bloomberg News. Onsdag falder aktien 1,8 pct. yderligere til 8,93 kr.

/ritzau/FINANS

Få pladser tilbage: Børsen inviterer dig med bag om skandalen om landets største skatterøveri

Efter fem uger som skatteminister stod det klart, at Skat var blevet snydt for hele 12,3 mia. kr. Du har nu en unik mulighed for at komme helt tæt på skandalen om udbyttesagen, når tidl. skatteminister Karsten Lauritzen og journalisterne Thomas G. Svaneborg og Niels Fastrup giver dig et indblik i hele sagens forløb og konsekvenser.

Det er 3. oktober kl. 17:00, og Børsen-abonnenter deltager uden betaling. Tilmeld dig til her.



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Konkurrencestyrelsen advarer tolke mod kartel: "Det er jo et trusselsbrev"

Niels Lunde: Selv en unicorn kan tvivle på sig selv

Medie: Sydbank og Spar Nord har drøftet fusionsplaner

Regeringen frygter: Små virksomheder er ikke brexit-parate

Apples brand falmer i Kina på grund af handelskrigen

51-årig headhunter vendte tilbage til skolebænken: "Jeg var et sted i min karriere hvor tiden føltes rigtig"

Politikere efter banebrydende aftale om betalinger: Vi får nu redskaberne til at styre urimeligt høje priser

Dansk metalspecialist er størst i Europa efter opkøb af tysk konkurrent

Ørsted vælger GE's gigantvindmølle som de første i verden