Aktietendens: Nyt om studiedata kan sikre Novo Nordisk opmærksomhed
Opmærksomheden kan igen onsdag samle sig om medicinalkoncernen Novo Nordisk, der præsenterede nyt om resultaterne fra et studie på en konference i USA tirsdag. Her er det Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen.
Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix
Penge Af
Nye studiedata er med til at sikre Novo Nordisk opmærksomhed forud for handelsstarten onsdag, hvor det danske aktiemarked ser ud til at have lagt tirsdagens positive stemning bag sig.

I USA sluttede de tre ledende aktieindeks enten uændret eller en lille spids lavere tirsdag, og på de asiatiske aktiemarkeder er der røde tal over stort set hele linjen onsdag morgen.

Forud for dansk handelsstart ligger både de amerikanske og europæiske aktiefutures med fald, og dermed er der formentligt også lagt op til en morgen med en dårligere stemning end tirsdag, hvor det danske eliteindeks, C25, steg 1,5 pct. til 1129,49.

Novo Nordisk offentliggør nyt på konference

Novo Nordisk var tirsdag med til at trække det danske eliteindeks op. Stigningen på 5,2 pct. til 340,665 kom efter offentliggørelsen af nye data fra konkurrenten Eli Lilly for midlerne Tirzepatid og Trulicity.

Dataene så imidlertid ikke skræmmende ud, når de bliver målt op mod det, Novo har præsenteret med de sammenlignelige produkter Victoza og Ozempic.

Efter børslukketid tirsdag har Novo Nordisk offentliggjort data fra et større studie, der viser, at diabetespillen oral semaglutid til behandling af type 2-diabetes ikke medfører øget risiko for hjertekarsygdomme hos særligt udsatte patienter.

Ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, er de nye data, der blev præsenteret på en konference i USA tirsdag, bestemt positivt nyt, men de vil formentligt ikke rykke aktien meget onsdag.

"Novo Nordisk har rapporteret toplinjeresultater for det her studie i forvejen. Det gjorde de i 2018, men i går præsenterede man så yderligere data fra studiet. Man fik altså lidt mere kolorit på Novos data i forbindelse med konferencen," siger han.

Ambu kunne glæde sig over en kursstigning på 7,8 pct. til 108,15 kr. tirsdag, hvor nogle investorer måske lod sig friste af, at aktiekursen er blevet trykket godt og grundigt, efter at medicoselskabet for en måned siden overraskende med en udskiftning af topchefen. Den seneste måned er aktien - efter tirsdagens stigning - dykket i alt 22,8 pct.

Løftede kursmål til DSV og Coloplast

Transport- og logistikkoncernen DSV kan også få del i investorernes opmærksomhed onsdag, efter at Kepler Cheuvreux har løftet sit kursmål for aktien med 14 pct., så det nu lyder på 690 kr. Finanshuset anbefaler stadig et "køb" af aktien, fremgår det hos Bloomberg News. Tirsdag steg aktien 0,2 pct. til 612,40 kr.

Coloplast har fået løftet kursmålet med 40 kr. til 600 kr. af det tyske finanshus Berenberg. Anbefalingen lyder fortsat på "sælg", skriver Bloomberg News. Tirsdag gik aktien 0,5 pct. frem til 742,60 kr.

Société Générale har lagt 200 kr. til sit kursmål for Carlsberg-aktien, så det nu lyder på 1050 kr. Der anbefales fortsat et "køb" af aktien, der tirsdag faldt 0,3 pct. til 892,80 kr.

SAS-aktien dykkede 2,6 pct. til 9,09 kr. tirsdag, hvor luftfartsselskabet offentliggjorde trafiktal for maj, der var præget af den seneste pilotstrejke.

Siden har HSBC skåret omtrent 17 pct. af sit kursmål for aktien, så det nu lyder på 9,24 kr. Anbefalingen "hold" gentages, fremgår det af Bloomberg News.

/ritzau/FINANS


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


De Radikale bliver væk fra forhandlinger om klima

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"

Bankerne revser vismænd: Boligejerne betaler langt højere skatter, end vismændene har regnet sig frem til

Nets-formand forsvarer udskældt aktieprogram: En realistisk gevinst er kun 3,7 milliarder

Pandora-topchef ser ikke grund til at lave store ændringer i antallet af smykkeforhandlere

Aktieluk i Europa: Små udsving op til ny renteprognose fra USA

Rentegyser i USA i aften: Powell under kæmpe pres for rentehug

De Radikale øjner ambitiøs klimaaftale i forhandlingerne