Aktiestatus i USA: Frygt for teknologisk konflikt trækker it-aktier ned
Foto: Brendan Mcdermid / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
Frygten for, at der åbnes nye fronter mellem handelskrigens to kombattanter, Kina og USA, har igen torsdag fat i aktierne, der falder tungt i USA.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12:15, lokaltid i New York, med 1,5 pct., mens Dow Jones-indekset taber det samme. Teknologitunge Nasdaq går samtidig i minus med 1,8 pct.

TEKNOLOGISK KOLDKRIG

Teknologiaktierne er blandt dem, som får hammeren, da investorerne frygter, at handelskrigen vil brede sig fra straftold til en teknologisk koldkrig.

USA satte i sidste uge kinesiske Huawei på sin sorte liste, hvilket betyder, at amerikanske selskaber ikke må handle med Huawei uden regeringens tilladelse. Selv om USA siden har udskudt sanktionen i 90 dage, kom det onsdag frem, at yderligere fem kinesiske teknologiselskaber kan være på vej på listen.

Regeringen i Beijing har ifølge Reuters svaret igen, at USA skal ændre sine "forkerte handlinger", før handelsforhandlingerne kan blive genoptaget, ligesom to kommentarer i den kommunistiske partiavis People's Daily torsdag hårdt angriber de amerikanske politikere.

- Det har bevæget sig over i en bredere handelskrig. Først var det om tariffer og modsvar, nu taler man om at forbyde selskaber, og det ser ikke godt ud på kort sigt, siger Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til Reuters.

IT TRÆKKER TUNGT NED

It-aktierne, der udgør cirka 21 pct. af S&P 500-indekset, falder på den baggrund med 2,2 pct., og der er fald på mere end 2,0 pct. til alle tre undergrupper, software, hardware og halvledere.

Også industrisektoren, som er fanget i handelskrigens krydsild, falder 1,8 pct. Værst denne torsdag går det dog for energiaktierne, som mister 3,3 pct., da olieprisen fortsætter sit fald med et minus på 5,2 pct. Kun den defensive forsyningssektor er i plus denne torsdag med 0,5 pct.

Blandt de store aktier trækker Microsoft og Apple ned i it-sektoren med minusser på 2,1 og 2,3 pct. Amazon, falder samtidig 2,6 pct., mens Facebook og Googles moderselskab, Alphabet, mister 2,2 og 1,8 pct.

Der er også minusser i finans, da renterne falder sammen med aktierne, og JPMorgan Chase mister 2,2 pct., mens Bank of America falder 2,3 pct. De to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron falder samtidig 2,8 og 2,6 pct.

DETAIL I TOP

Ikke alle selskaber falder dog denne torsdag. I toppen af S&P 500 befinder L Brands sig. Tøjkoncernen, der blandt andet ejer Victoria's Secret, vinder 12,2 pct. L Brands løftede i forbindelse med sit kvartalsregnskab bunden af sin prognose, ligesom de tørre tal fra første kvartal var bedre både på bundlinjen og toppen. Især er aktien løftet af en underliggende vækst i Bath & Body på 13 pct., mens udviklingen i Victoria's Secret omvendt skuffede.

Copart, som blandt andet hjælper forsikringsselskaber med at bjærge og videresælge biler på onlineauktioner, vinder også frem med 6,8 pct. Selskabet slog forventningerne i sit første kvartal på både top og bund med henholdsvis 6 og 3 pct.

En anden detailkæde, Best Buy, der forhandler en lang række elektronik- og hvidevareprodukter, belønnes derimod ikke for et bedre end ventet regnskab. Heller ikke for en prognose for andet kvartal, som ligger over konsensus Investorerne frygter nemlig, at selskabet vil blive ramt af den næste runde af tariffer, 25 pct. på kinesiske varer for 300 mia. dollar, som USA måske vil indføre om en måneds tid. Aktien falder med 6,2 pct.

I bunden af S&P 500 falder hardwareproducenten NetApp dog endnu mere med et minus på 10,4 pct. Et svagt regnskab for fjerde kvartal og en skuffende forventning til den igangværende periode, bliver af selskabet forklaret med svag efterspørgsel. Hos finanshuset William Blair peges der dog på, at det kan skyldes hårdere konkurrence fra Dell, som har opgraderet en af sine hukommelsesservere, skriver Bloomberg news.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Gevinst på 50 mia hvis folk i job arbejder mere

Asien: Bløde meldinger fra Fed sender markederne i grønt

Morgenbriefing: Traditionelt TV i frit fald, store it-firmaer taber omsætning til det offentlige

Fed fastholder rente - men der er delte meninger om resten af 2019

Morten Østergaard: Man løber ikke om hjørner med os

Analytikere forventer snarlige rentenedsættelser efter nyt fra Fed

Bavarian Nordic påbegynder fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"