Valuta: Yen styrkes mens pund ligger underdrejet
Foto: Ritzau Scanpix
Markeder Af
Den japanske yen styrkes torsdag morgen, mens derouten for britiske pund fortsætter i forlængelse af de vedvarende handelsspændinger mellem USA og Kina og udsigten til, at den britiske premierministers dage er talte.

Begge dele giver anledning til risikoaversion og får investorerne til at søge mod sikre havne, hvor yen står som eksponent for sikkerhed mod finansielle rystelser.

I relation til handelskrigen mellem Washington og Beijing er sidste nyt, at USA kan lægge den kinesiske teknologigigant Hikvision på is, hvilket har fornyet markedets bekymringer om samhandlen.

Torsdag morgen viser japanske PMI-data fra fremstillingsvirksomhederne en aflæsning under balancepunktet på 50, hvilket er en klar indikation af, at eksporten er i fare for at skrumpe yderligere.

Onsdag viste de officielle eksportdata et fald i eksporten af varer ud af Japan i april på 2,4 pct. sammenlignet med april sidste år.

THERESA MAYS SIDSTE ARBEJDSDAG

I Storbritannien tegner det til, at torsdag bliver sidste arbejdsdag for premierminister Theresa May.

Onsdag vendte de britiske ministre tommelen ned for Mays fjerde forsøg på at presse brexit-aftalen gennem Underhuset, og den centrale euroskeptiske miljø- og fødevareminister, Andrea Leadsom, forlod kabinettet og smækkede med døren med kommentarer om, at hun ikke længere havde tillid til, at May kan levere den beslutning, som folkeafstemningen i 2016 vedtog.

Siden har spekulationerne om Mays afgang spredt sig i et voldsomt tempo blandt medier og politikere.

"Mens valutamarkedet ser ud til at have indregnet det meste af Mays eventuelle tilbagetræden, forsøger investorerne nu at finde ud af, hvem der kan erstatte hende. Muligheden for at en person som Boris Johnson overtager roret, vil øge udsigterne for et brexit uden aftale og sandsynligvis føre til yderligere risikoaversion," siger valutastrateg Yukio Ishizaki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Pund er nu faldet 16 pct. i forhold til niveauet inden den famøse folkeafstemning i 2016, der gav et minimalt flertal for, at Storbritannien forlader EU.

Det britiske brexit-kaos rammer også euro, da eurozonen ligeledes vil stå tilbage som taber, uanset hvordan Storbritanniens skilsmisse forløber.

Pund koster torsdag morgen 1,2650 dollar mod 1,2665 dollar onsdag eftermiddag.

Euro koster torsdag morgen 1,1150 dollar mod 1,1155 dollar onsdag eftermiddag, mens dollar torsdag morgen står i 110,20 yen mod 110,35 yen onsdag.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ambitiøst ædelstensfirma har kurs mod graven

Aktiechef: Rentenedsættelser vil understøtte aktierne - men bankerne vil blive ramt

Analyse: Investorer får kun lidt hjælp fra Powell - Federal Reserve dybt splittet om fremtiden

Morgenbriefing: Traditionelt TV i frit fald, store it-firmaer taber omsætning til det offentlige

Mens du sov: Aktierne bliver sendt i vejret efter Fed-melding

Forskningschef: Vi kan hente 50 mia. kr., hvis folk i job arbejder mere

Bavarian Nordic påbegynder fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine

Investor Live: Rentemelding styrer markederne i grønt