Aktieåbning i USA: Qualcomm rasler ned i uroligt marked
Foto: Brendan Mcdermid / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier er kommet snublende fra start onsdag, hvor handelskonflikten mellem USA og Kina atter giver uro.

Nedturen anføres af Qualcomm, der har måttet se en konkurrencedom gå imod sig. Desuden er teleselskaberne Sprint og T-Mobile under en smule pres, da det amerikanske justitsministerium ikke er tilfreds med de to selskabers plan for en fusion.

Nasdaq-indekset, der indeholder en lang stribe selskaber, som vil være følsomme over for samhandlen med den kinesiske it-sektor, falder med 0,4 pct. Desuden dykker S&P 500-indekset med 0,3 pct., og Dow Jones-indekset taber ligeledes omkring 0,3 pct.

Tirsdag var aktiemarkedet ellers præget af optimisme, efter at den amerikanske regering havde lovet en udsættelse på 90 dage af forbuddet mod at handle med den kinesiske it-gigant Huawei.

Stemningen er imidlertid vendt på ny, efter forlydender onsdag om at USA overvejer at nedlægge et forbud mod at handle med op til fem kinesiske teknologiselskaber.

QUALCOMM TABER KONKURRENCESAG

Blandt enkeltaktierne er der kraftig modvind til Qualcomm, der falder med hele 9,5 pct.

Det sker, efter at chipproducenten har tabt en konkurrencesag. En dommer har ifølge Bloomberg News givet Federal Trade Commission medhold i, at Qualcomm har bedrevet konkurrencesænkende aktiviteter.

Også byggemarkedskæden Lowe's er i den negative grøft med et fald på over 8 pct.

Det sker efter skuffende tal for første kvartal og en nedjustering af forventningerne til hele regnskabsåret.

De amerikanske teleselskaber Sprint og T-Mobile er også kommet skidt fra start og falder henholdsvis 0,3 pct. og 2,2 pct., efter at der er kommet forlydender om, at det amerikanske justitsministerium vil stille sig i vejen for selskabernes fusion.

Ifølge Reuters er justitsministeriet ikke tilfreds med den plan for fusionen, som Sprint og T-Mobile selv har præsenteret, og det skal have fået ministeriet til at begynde at arbejde på at modsætte sig en endelig fusion mellem selskaberne.

Hvis fusionen mellem Sprint og T-Mobile skulle blive til noget, har de to teleselskaber blandt andet lovet at sænke priserne "væsentligt", skriver Reuters.

En endelig beslutning i forhold til fusionen, der har en værdi af 26 mia. dollar, ventes at blive truffet inden for en måneds tid.

I det positive felt finder man detailkæden Target, der sendes til vejrs af opløftende resultater for første kvartal 2019/20.

Target nåede et justeret resultat per aktie på 1,53 dollar, hvilket var et stykke over analytikernes forventninger på 1,43 dollar ifølge estimater fra Bloomberg News.

Det sammenlignelige salg viste desuden en vækst på 4,8 pct., hvor estimatet hos analytikerne lå på 4,3 pct. Selskabet venter for hele regnskabsåret fortsat et overskud på 5,75-6,05 dollar per aktie.

Target-aktien stiger med 7,4 pct. i de første minutters handel onsdag.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Energinet vil sende mere strøm gennem nettet

Annoncørbetalt
indhold af Deloitte

Forsiden lige nu


De Radikale bliver væk fra forhandlinger om klima

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"

Bankerne revser vismænd: Boligejerne betaler langt højere skatter, end vismændene har regnet sig frem til

Nets-formand forsvarer udskældt aktieprogram: En realistisk gevinst er kun 3,7 milliarder

Pandora-topchef ser ikke grund til at lave store ændringer i antallet af smykkeforhandlere

Aktieluk i Europa: Små udsving op til ny renteprognose fra USA

Rentegyser i USA i aften: Powell under kæmpe pres for rentehug

De Radikale øjner ambitiøs klimaaftale i forhandlingerne