Aktietendens i USA: Uber debuterer på børsen i surt marked efter nye Trump-tweets
Foto: Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier ser ikke ud til at kunne følge op på den gode stemning, der præger det europæiske marked fredag, når der åbnes for handlen på Wall Street klokken 15.30 dansk tid.

I hvert fald indikerer handlen med futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, fald på 0,4-0,5 pct. i de tre ledende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, fra start.

  Den sure stemning har formentlig rod i, at USA's præsident, Donald Trump, fredag har gjort alvor af sine trusler om at løfte toldsatserne på kinesiske varer for 200 mia. dollar til 25 pct. fra 10 pct.

Derudover tygger præsidenten også på at sætte told på yderligere varer for 325 mia. dollar, alt imens forhandlingerne om en handelsaftale med Kina fortsat kører.

Eskaleringen af konflikten har hele ugen trukket mørke skyer ind over markedet, og hvis markedet også falder fredag, har der været tilbagegang på alle ugens fem handelsdage.

Set over de første fire dage er S&P 500-indekset faldet med 2,5 pct. inden starten fredag.

UBER KØRER IND PÅ WALL STREET

Blandt enkeltaktierne er der fredag handelsdebut for kørselstjenesten Uber, der har sat en startkurs på 45 dollar for selskabets aktier.
  Den pris sikrer selskabet 8,1 mia. dollar i provenu og giver en værdisætning på 82,4 mia. dollar.

Prisen er i den lave ende af det interval på 44-50 dollar, som Uber udbød de 180 mio. aktier til. Det kan dog ifølge nyhedsbureauet Reuters hænge sammen med, at Uber forsøger at undgå samme hårde medfart, som konkurrenten Lyft fik, da selskabet i slutningen af marts blev børsnoteret.

Lyft havde sat en høj udbudspris, men det gav bagslag. Siden børsnoteringen er kursen faldet med over 20 pct.

I fredagens formarked falder Lyft-aktien i øvrigt med 1,6 pct. til 54,30 dollar. Aktien blev noteret i 72 dollar i slutningen af marts.

Tv-selskabet Viacom, der står bag blandt andet kanalerne MTV og Nickelodeon, ligger tæt på uændret i formarkedet, efter at selskabet har gjort status for sit andet kvartal af regnskabsåret 2018/19, der følger kalenderårets første kvartal.

  Her var omsætningen til den svage side, mens indtjeningen overgik konsensus i markedet.

Det er særligt en stor tilbagegang i Viacoms internationale forretning på mere end 20 pct., der har gjort ondt på toplinjen, som endte på 2,96 mia. dollar i kvartalet mod ventet 3,05 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie i de fortsættende aktiviteter var til gengæld bedre end ventet, da den landede på 0,95 dollar mod konsensus om 0,80 dollar blandt analytikerne.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Analyse: Investorer får kun lidt hjælp fra Powell - Federal Reserve dybt splittet om fremtiden

Morgenbriefing: Traditionelt TV i frit fald, store it-firmaer taber omsætning til det offentlige

Mens du sov: Aktierne bliver sendt i vejret efter Fed-melding

Gevinst på 50 mia hvis folk i job arbejder mere

Asien: Bløde meldinger fra Fed sender markederne i grønt

Fed fastholder rente - men der er delte meninger om resten af 2019

Morten Østergaard: Man løber ikke om hjørner med os

Analytikere forventer snarlige rentenedsættelser efter nyt fra Fed