Penge Af
Nye trusler om told fra den amerikanske præsident, Donald Trump, har sendt aktierne markant ned på de asiatiske aktiemarkeder.

Den dårlige stemning ser også ud til at blive dominerende på det danske aktiemarked ved handelsstart mandag, hvor en række selskabsnyheder fra Lundbeck og G4S også kan tiltrække investorernes opmærksomhed.

Et tweet fra præsidenten har søndag skabt røre i aktiemarkedet, da han truer med at forhøje toldsatserne på en række varer fra Kina.

På fredag vil 10 pct. ekstra told, som USA har indført på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar, stige til 25 procent, skriver præsidenten og tilføjer, at en række kinesiske varer uden told også snart står til at få pålagt en sats på 25 pct.

I Asien, hvor det japanske marked er lukket, dykker de kinesiske aktieindeks op mod 6,5 pct., og forud for børsåbningen på det danske aktiemarked ligger amerikanske og europæiske aktiefutures med fald på mellem 1,3 og 1,9 pct.

- Det giver selvfølgelig nogle kæmpe bevægelser i markedet, når Trump nærmest dagen inden var ude at sige, at det går godt med forhandlingerne, siger Lars Skovgaard Andersen til Ritzau Finans, der vurderer, at de europæiske indeks vil falde 1,5-2 pct. fra start.

- Problemet er, at markedet har indregnet, at der kommer en aftale, men hvis det her tager for lang tid, kan det ramme tilliden i markedet, fortsætter han.

C25-indekset lukkede i 1138,64 efter et fald på 0,3 pct. fredag.

LUNDBECK VIL OVERTAGE BIOTEKSELSKAB

På selskabsfronten kan Lundbeck få del i opmærksomheden, efter at medicinalselskabet mandag morgen har annonceret et opkøb af det amerikanske biotekselskab Abide Therapeutics for 250 mio. dollar - svarende til 1,67 mia. kr.

Med i aftalen er der også en mulighed for milepælsbetalinger, der kan forøge købsprisen med op til 150 mio. dollar - svarende til 1 mia. kr. Købet giver adgang til en forskningsplatform og et amerikansk baseret forskningscenter. Abide Therapeutics har et middel mod Tourettes Syndrom i fase 2a i den kliniske udvikling.

Transaktionen ventes afsluttet i løbet af andet kvartal og påvirker ikke Lundbecks finansielle forventninger til indeværende år. Fredag steg aktien 0,6 pct. til 286,90 kr.

HANDELSSTRID KAN IGEN TYNGE MÆRSK

Handelsstriden kan også smitte af på en række danske aktier mandag morgen - heriblandt DSV og A.P. Møller-Mærsk, der tidligere har fået klø, når Donald Trump har truet kineserne med told.

Fredag faldt Mærsks B-aktie 0,2 pct. til 8696 kr., mens DSV faldt 0,3 pct. til 625 kr.

Coloplast vil være tynget af teknik mandag, hvor aktien i ikke længere handler inklusive retten til et udbytte på 5 kr. per aktie. Aktien steg fredag 0,1 pct. til 705,60 kr.

Novo Nordisk skal mandag forsøge at rejse sig igen oven på et fald på 3 pct. fredag til 317,35 kr. i kølvandet af regnskabet for årets første kvartal. Aktien faldt fredag 3 pct. til 317,35 kr.

INTET TILBUD PÅ VEJ TIL G4S

Uden for eliteindekset står G4S-aktien til kurstæsk, efter at det er kommet frem, at den canadiske sikkerhedskoncern Gardaworld alligevel ikke fremsætter et bindende købstilbud. Fredag steg aktien 0,6 pct. til 19,05 kr.

I april var der ellers rygter, som senere blev bekræftet, om, at canadierne overvejede et kontant bud på dele af eller hele G4S. Da Gardaworlds interesse blev kendt, steg G4S med over 19 pct. til lige over 19 kr. fra omkring 16 kr. per aktie.

Parken Sport & Entertainment kan desuden fejre, at det søndag lykkedes FC København at vinde det danske mesterskab. Fredag steg aktien 2,3 pct. til 2,39 kr.

Ugen byder igen på et væld af danske regnskaber, og mandag er der stilhed før stormen. Her står kun regnskabet fra Veloxis for første kvartal i kalenderen.

ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Kapitalfond skyder millioner i hurtigtvoksende norsk frisørgigant: Direktør vil gøre frisørkæde til den største i Danmark

Dansk digital HR-platform rejser tocifret millionbeløb

Trumps Kina-tweets rykker markedet: "Man kan godt have ham mistænkt for at byde ind med positive ting, når markedet går lidt nedad"

BMW 3-serien overgår sig selv: Masser af power og 17 km/l i snit

It-ekspert om sexafpresning: Slet mail uden beviser

Britisk finansminister vil gå af i protest mod Boris Johnson

Sol, sand og en 1,5 billion dollar offshore økonomi: De Britiske Jomfruøer kæmper mod gennemsigtighed

Ugen der kommer: Mays afløser overtager Downing Street 10

S-regeringen vil give alle flygtninge gratis uddannelse