Sundhed trak amerikanske aktier i minus - Qualcomm igen i top
New York Stock Exchange.
Foto: Ritzau Scanpix.
Aktiemarkederne i USA faldt onsdag en smule, og dermed udviklede de sig i samme retning som de danske.
Tidlige plusser blev slettet af fortsat nedtur for sundhedsaktierne, som faldt tungt. På selskabssiden fortsatte Qualcomm i vejret efter tirsdagens patentforlig med Apple, Pepsi steg på sit regnskab, og Netflix slap nådigt fra en skuffende guidance.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset gik marginalt tilbage. Teknologitunge Nasdaq endte samtidig i minus med 0,1 pct.

Ok regnskabssæson - indtil nu

På nyhedsfronten var det en blandet oplevelse for investorerne. Den tyske regering halverede onsdag sin prognose for årets økonomiske vækst til 0,5 pct.

Omvendt overraskede den kinesiske økonomi positivt med en vækst i første kvartal på 6,4 pct. mod ventede 6,3 pct.

I USA er selskaberne godt i gang med regnskabssæsonen, og mens analytikerne ifølge Factset på forhånd har ventet et fald i indtjeningen på årsbasis på 3,9 pct., har selskaberne indtil nu generelt overrasket positivt.

- Det kan blive en OK regnskabssæson. Frygten var, at dette ville blive en katastrofe fra start af, sagde JJ Kinahan, chefstrateg hos TD Ameritrade, til The Wall Street Journal.

Sundhed bløder

På sektorfronten var den store historie onsdag, at sundhedsaktierne fortsatte ned med et minus på 2,9 pct. efter et fald på 2,0 pct. tirsdag. Det er frygten for politisk indgriben i sektoren, som gør investorerne nervøse. Fra alle politiske lejre i USA kritiseres de stærkt stigende udgifter til sundhed og medicin.
- Mens der stadig ikke er klare beviser på, at lovmæssige forandringer vil få nogen negativ indflydelse på dette års indtjening, så hjælper det ikke at have en stærk modvind i en sektor, som var ventet at bidrage til en genrejsning i indtjeningen i andet halvår, sagde Alec Young, investeringsdirektør hos FTSE Russell, til Bloomberg News.

Udviklingen ramte medicinalkæmpen Merck med et minus på 4,7 pct., Abbott Labs, der ellers onsdag kom med et godkendt regnskab, faldt 4,6 pct., og Pfizer faldt også med 2,5 pct.

Ud af 62 sundhedsrelaterede aktier i S&P 500-indekset var det kun Johnson & Johnson, der steg - med 0,4 pct.

Blandt de øvrige sektorer i S&P 500 var der dog plusser. De vigtige it-aktier steg mest med 0,6 pct.

Chipproducenten Qualcomm var atter den store vinder onsdag. Tirsdag annoncerede selskabet sammen med Apple, at de to kamphaner har afsluttet deres langvarige patentstrid.
Apple betaler et uoplyst engangsbeløb til Qualcomm, ligesom æblekoncernen har tegnet en seksårig global patentlicens og indgået en flerårig leveringsaftale med Qualcomm.

Aktien i Qualcomm steg 23,2 pct. tirsdag på den nyhed, og onsdag fortsatte festen med et plus på 12,3 pct. Apple lukkede tirsdag næsten uændret, men onsdag blev det til et plus på 2,0 pct.

PEPSICO MED SOLID ORGANISK VÆKST

En anden positiv historie var plusset til Pepsico på 3,8 pct. Koncernen slog forventningerne i første kvartal på både top og bund - løftet af en organisk vækst på 5,2 pct.

Storbanken Morgan Stanley blev også belønnet for sit regnskab med et plus på 2,6 pct., da banken kom ud af første kvartal med en bedre indtjening end ventet.

Netflix med skindet på næsen

Netflix leverede tirsdag aften sine tal. Første kvartal var bedre end ventet på alle parametre - omsætning, indtjening og især kundetilvæksten - men guidance for kundefremgangen i andet kvartal skuffede.
Netflix forklarede forventningen med øget kundefrafald på grund af prisstigninger, som kunderne først skal vænne sig til.

Aktien faldt umiddelbart i eftermarkedet med over 9 pct., men rettede sig siden til et minus på 1 pct. Onsdag blev det til et fald på 1,3 pct.

Også IBM lagde sine tal fra tirsdag aften. De skuffede på både top og bund, da væksten i cloud-forretningen tog af. Aktien faldt onsdag med 4,2 pct.

Endelig skuffede Bank of New York Mellon onsdag med sit regnskab, og aktien lagde sig i bunden af S&P 500 med et minus på 9,5 pct.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Analyse: Investorer får kun lidt hjælp fra Powell - Federal Reserve dybt splittet om fremtiden

Asien: Bløde meldinger fra Fed sender markederne i grønt

Morgenbriefing: Traditionelt TV i frit fald, store it-firmaer taber omsætning til det offentlige

Fed fastholder rente - men der er delte meninger om resten af 2019

Morten Østergaard: Man løber ikke om hjørner med os

Analytikere forventer snarlige rentenedsættelser efter nyt fra Fed

Bavarian Nordic påbegynder fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"