Aktieåbning: C25 falder marginalt under uhyre lav aktivitet - fodboldaktier skyder frem
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Penge Af
Udsvingene på det danske aktiemarked er minimale mandag morgen, hvor det danske marked falder marginalt.

Efter en lidt højere start falder C25-indekset efter godt og vel et kvarters handel med 0,1 pct. til 1143,11, og det er i tråd med de fleste større ledende indeks på det europæiske kontinent.

Udsvingene blandt de tunge aktier er absolut marginale, og derfor skal de største bevægelser findes blandt de mindre papirer.

Investorerne er i venteposition frem mod en række større politiske og makroøkonomiske begivenheder i denne uge, og også den amerikanske regnskabssæson for første kvartal afventes i spænding.

Kursmålsændringer i fokus

Blandt enkeltaktierne er der opmærksomhed til blandt andet Genmab, der har fået løftet sit kursmål hos britiske Barclays til 1300 kr. fra 1200 kr.

Den positive anbefaling "overvægt" er samtidig fastholdt, viser data fra Bloomberg News.

Genmab falder dog med 0,1 pct. til 1188,50 kr. i den tidlige handel efter fredagens kursplus på 1,5 pct.

Fredag oplyste Genmab, at selskabets primære partner, Janssen, har indsendt en ansøgning til de japanske sundhedsmyndigheder vedrørende en supplerende godkendelse til kræftmidlet Darzalex.

Sydbank har fået løftet sit kursmål hos norske ABG Sundal Collier til 150 kr. fra 135 kr., og her hedder anbefalingen fortsat "sælg".

ABG løfter i øvrigt også sit kursmål for Danske Bank til 155 kr. fra 150 kr. Her hedder anbefalingen fortsat "køb".

Sydbank-aktien stiger med 0,4 pct. til 142,30 kr., og Danske Bank løftes 0,2 pct. til 123,20 kr.

Maersk Drilling kan få glæder af højere oliepriser

Den danske fondsbørs nyeste medlem, Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972, får også opmærksomhed igen mandag.

På sin første handelsdag torsdag tabte aktien en del, men fredag kom den igen med en stigning på 2,8 pct., og mandag morgen holder niveauet på 555 kr. ved, så der dermed er 15 kr. op til startkursen på 570 kr.

Henover fredagen steg prisen på olie igen pænt, og niveauet holder ved mandag morgen, hvor den europæiske referenceolie, Brent, er på sit højeste prisniveau i fem måneder med godt 70,50 dollar per tønde.

Det kan være godt nyt for selskaberne i og omkring oliesektoren, og derfor er det også værd at holde øje med Maersk Drilling mandag.

Blandt sidepapirerne sprang Neurosearch fredag aften med en nyhed. Frem mod den ordinære generalforsamling i selskabet i slutningen af april har storaktionæren Nordic Transport Group foreslået et omvendt aktiesplit.

Det sker forud for en ventet sammenlægning af de to selskaber.

Neurosearch stiger med 0,9 pct. til 4,45 kr. mandag morgen.

Fodboldaktier i bevægelse

Parken Sport & Entertainments fodboldhold, FC København, kom i øvrigt et skridt nærmere det danske mesterskab søndag, hvor holdet vandt med 1-0 ude over OB i slutspillet.

Samtidig smed den nærmeste - og reelt eneste - rival i mesterskabskampen, FC Midtjylland, point i Esbjerg, hvor det blot blev til 2-2 for midtjyderne.

Dermed har FC København fem point ned til rivalen i tabellen. Der resterer otte kampe.

Parken Sport & Entertainment er startet uændret i 102,50 kr., men til gengæld er der bevægelse i en del af aktierne i de øvrige klubber, der var i aktion i weekenden.

Silkeborg IF stiger med 4,8 pct. til 15,30 kr., efter at klubben sikrede sig førstepladsen i 1. division i weekenden, hvor holdet besejrede FC Roskilde, mens Viborg hjemme satte point til i topstriden. Der er dog kun handlet 17 aktier.

AGF stiger med 10,7 pct. til 0,29 kr., efter at klubben vandt med 3-0 over AC Horsens og spillede sig i god afstand fra nedrykningsfare.

I den helt negative ende af det danske marked er Nordic Shipholding, der falder med 10,7 pct. til 0,40 kr., efter at selskabets salg af skibet Nordic Ruth er gået i vasken.

Årsagen er, at køber ikke har levet op til aftalens krav om at deponere en del af købesummen, fortæller Nordic Shipholding mandag morgen.

Følg livedækning hver morgen når aktiemarkederne åbner på Børsen Investor: 
- Hvordan lukkede Asien og USA?
- Hvordan åbner det danske marked?

- Hvad skal investorene holde øje med i dag?


Det er alle hverdagmorgener fra klokken 8.00 på borsen.dk/investor.


Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Dagen derpå: Finanshuse sænker kursmål for Danske Bank efter regnskab

Iværksættere genbruger koncept og omsætter for 70 mio. kr.: "Det er ikke bare et lucky shot det her - vi har jo gjort det før"

Negativ rente tvinger Nordea og Danske Bank til at sadle om: "Det er en udfordring, som gode banker er i stand til tackle"

Midt i nyt ebola-udbrud: Bavarians vaccine bliver muligvis ikke taget i brug

Aktieanalysechef: "Det her er endnu et tegn på det førerskab som Ørsted har"

Ørsted sejrer i stor udbudsrunde - foretrukket til havvindmøllepark i New York

Det sker i dag: Ørsted-konkurrent med regnskab

Dansk Erhverv: Færre nye selskaber skyldes IVS-død

Aktier: Renteindikationer fra Fed sender markederne markant op i Asien