Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top
Foto: Jason Lee / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier steg solidt torsdag i kølvandet af onsdagens lempelige amerikanske centralbank, der kapitulerede over for markedet og sløjfede alle planer om en rentestigning i år. Investorerne kvitterede for det og sendte aktierne i vejret.

Det brede S&P 500-indeks gik op med 1,1 pct., mens Dow Jones-indekset steg 0,9 pct. Teknologitunge Nasdaq vandt samtidig hele 1,4 pct.

FED overgav sig

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fastholdt onsdag helt som ventet sin toneangivende rente i intervallet 2,25 til 2,50 pct., men noget overraskende indikerede bankens dot-plot-diagram, med de 19 bankchefers individuelle renteforventninger, ingen renteforhøjelser gennem hele 2019 mod senest forventningen i december om to forhøjelser.

Dermed tog banken en stort spring og lagde sig på linje med markedet, da handelen med fed funds futures forinden pegede på en sandsynlighed på rundt regnet 0 pct. for en renteforhøjelse på noget tidspunkt i år.

- Det er en bekræftelse af, at markedet havde ret, og at vi ikke havde brug for så aggressiv en pengepolitik. Forventningen er, at Fed er ude af billedet resten af året. Risikoen, hvis man kan betegne det sådan, er taget af bordet, og vi bevæger os nu videre til handelstemaet, sagde Hank Smith, investeringschef hos Haverford Trust, til Bloomberg News.

It, Apple og chips toppede

Blandt sektorerne var det it-aktierne, som udgør cirka 21 pct. af S&P 500-indekset, der steg mest med 2,5 pct. Fremgangen var trukket af et stort plus til Apple på 3,7 pct., ligesom Microsoft steg 2,3 pct.

Æblekoncernen, der står bag iPhonen, fik sit kursmål løftet af Citigroup til 220 dollar fra 170 dollar, ligesom finanshuset Wedbush også satte sit kursmål op til 215 dollar fra 200 dollar.

Undergruppen af chipaktier drønede også i vejret med et plus på 3,1 pct., mens Philadelphia Stock Exchange Semiconductor-indeks steg med 3,5 pct. - 4 indekspoint fra rekordniveau. Fremgangen for indekset var trukket af plus på 9,6 pct. til Micron Technology, 8,5 pct. til AMD og 5,5 pct. til Nvidia, ligesom både Intel og Texas Instruments gik op med henholdsvis 1,5 og 2,4 pct.

Den gode stemningen blandt chipaktierne skyldtes et bedre end ventet regnskab for andet kvartal fra Micron Technologoy. Selv om guidance lå under det ventede, så bed investorerne mærke i meldingen om, at chipproducenten ser en bedring i efterspørgslen i andet halvår. Det peger mod, at branchen er ved at bevæge sig ud af faldet i efterspørgslen på chips, som satte ind i anden halvdel af sidste år.

Der var også fremgang til fast ejendom med et plus på 1,8 pct. Ejendomssektoren nyder godt af lave renter, da det reducerer finansieringsomkostningerne og øger afkastet i ejendomsinvesteringerne. Den tiårige rente faldt onsdag med 9 basispoint.

Udover det steg også cyklisk forbrug, råvarer og materialer, dagligvarer, forsyning og industri alle med 1 pct. eller mere.

Blandt sektorerne var det kun finansaktierne, som gik tilbage med 0,3 pct., da lavere renter er dårligt nyt for bankernes evne til at tjene på ind- og udlån.

Levis i kanondebut

Bedst i S&P 500 var Conagra Brands dog med et plus på 12,8 pct., da selskabet i sit tredje kvartal overgik indtjeningsforventningerne. Fødevareproducenten havde held til at løfte priserne, og det smittede af på bundlinjen.

På denne torsdag var der dog to andre aktier, som særligt skilte sig ud.

For det negative var det biotekeselskabet Biogen, som faldt 29,2 pct. Det største minus i S&P 500. Det store kursdyk kom, efter Biogen og partneren Eisai har afbrudt to fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Aducanumab til behandling af Alzheimers sygdom efter anbefaling fra den uafhængige overvågningskomite, fordi studierne med stor sandsynlighed ikke ville nå de primære endemål.

Omvendt steg børsdebutanten - eller børscomebacket - Levi Strauss & Co. med hele 31,8 pct. uden for S&P 500. Aktien havde torsdag første handelsdag efter et børsfravær på 34 år.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Tag på luksuriøse togture

Kronik: Jeg gik ind i politik for at føre ny energi til Europa!

Macron inviterer til sjældent pressemøde efter aflyst tale

Brødre bag Netflix-hitserien Stranger Things skal for retten for plagiat

Justitsministerium afviser at udlevere fuld Mueller-rapport

USA's demokrater vil have hele Mueller-rapporten offentliggjort

De store prisstigninger i København er sat på hold: "Euforien har lagt sig"

Dansk opfindelse kan begrænse forbrug af sprøjtegift